Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Alvilde Prydz: Guldfuglen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
interesseret ham ved Skolelivet, var de daglige Slagsmaal med
Præstegutteme, men da Gabrielle kom til, opstod der lidt efter
lidt et ubrødeligt Venskab mellem disse to. Hendes hvinende
Tungefærdighed var ham ofte til stor Nytte, og hans grove Næver
bidrog ikke lidet til at skaffe hende en hidtil ukendt Anseelse i
Flokken.
Og der gik flere Aar. Den ældste af Præstegutteme blev
sendt ind til Universitetet, men Bjørnen var ikke færdig til at
følge ham; Aaret efter blev Nummer to sendt af Sted, men
Bjørnen blev ikke færdig denne Gang heller. Han blev fremdeles
kaldt Bjørnen, den stærke Bjørn, men det var ikke i Latinen,
han havde sin Styrke, og hans Fa’r, den lille Handelsmand
i Præstegaardsbakken, begyndte at vakle en Smule i sin
grænseløse Tillid til, at han maatte blive noget stort i andet end rent
legemlig Forstand.
Saa var det Gabrielle. Hun var ogsaa bleven stor paa
sin Maade, lang og tynd og fin. Tanten havde ikke været heldig
med sine Omdannelsesforsøg; Moderens fantastiske Anlæg stak
stadig frem; det hjalp lidet, at Flagrebaandene og de underlige,
korte Kjoler var bleven afløste af hjemmelavet Værken, der hang
usympatetisk tungt om de fine Lemmer; den hvinende Stemme
var fremdeles fuld saa god som norsk Nordenvind, det hjalp ikke
det mindste, at Tanten talte til hende i en lavdæmpet Stemme,
som om der stadig var nogen, der sov og ikke maatte vækkes.
Med Vilterheden var det lige galt, om ikke værre; den trivedes
just herlig her mellem alle Gutterne, i Skog og Mark, i Vind og
Vejr. Hun fandtes de utroligste Steder, let som en Kat. Op
kom hun altid, ned var det værre, men saa var Bjørnen der.
Var det for brat, maatte han løfte hende, eller han stod under,
og hun kastede sig i hans Arme; over Bække, Myrer og Moser
bar han hende; det var aldrig nogenting at komme frem; det
var saa let, forsikrede hun, naar Tanten sagtmodig forskrækket
forbød hende saadanne Udflugter.
For Resten undveg hun i det længste de sagtmodige
Dagligstueforedrag; ^Gutternes Slagsmaal var ganske andre friske
Sager at gaa paa; da kunde hendes mørke Øjne sprude, medens
Munden sitrede, og hun fulgte med nervøs Sympati Styrken i
hele dens brutale Aabenbarelse, ti Styrken — og det var Bjørnen —
havde altid Ret overfor Gutterne, der altid begyndte, altid
æggede, aldrig forsmaaede noget Middel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
