Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Cand. phil. L. Bruun: For god!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hun gik stille omkring med Hovedet let bøjet og forsigtig
Gang. Der kunde komme Rødme i hendes Kinder tilsyneladende
uden Grund, og al Løben paa Gaden og barnagtig Tøseleg var
hørt op. Hun skyede sine tidligere Kammerater.
Moderen saa’ nok, at der var foregaaet noget. Men hun
havde nu aldrig rigtig kunnet blive klog paa det Pigebarn.
Faderen var glad over, at hun endelig en Gang begyndte at blive
voksen.
Hans Opførsel mod hende blev mildere; men for Resten
fik hun Lov til at gaa ene omkring i sine egne Tanker.
En skøn Dag forbavsede hun dem begge med at ønske at
komme ud at tjæne for Føden. Det havde hun altid tidligere
været bange for. Nu var hun ikke til at faa fra det, skønt
Moderen græd og sagde, at bun ikke kunde undvære hende.
Saa kom hun da i Tjæneste hos en Embedsmandsfamilie
der i Byen for ikke at være for langt hjemme fra.
Hun og Løjtnanten mødtes om Aftenen udenfor Byen og
spadserede lange Ture, naar hendes Herskab troede, at hun var i
sit Hjem.
Da der var gaaet nogen Tid, vendte hendes gode Humør
tilbage, og alle hendes Tanker drejede sig om ham. Med ham
og for ham kunde hun gøre alt.
I Hjemmet saa’ de hende sjældnere og sjældnere. Hun
undskyldte sig med, at hun havde saa travlt om Aftenen med at
vaske op, og at hendés Herskab ikke gæme saa’, at hun gik hjem
uden om Søndagen. Men Moderen havde stadig en Følelse af,
at Grunden ikke var sikker, og med inderlig Sorg vænnede hun
sig til den Tanke, at Datteren havde glemt sit Hjem for de nye
Omgivelser.
Faderen var altid venlig; men undertiden saa’ han stille,
bebrejdende paa hende, og saa mærkede hun, at hun fik Taarer
i Øjnene.
I Forholdet mellem hende og Løjtnanten kunde der af og
til komme Rivninger og Smaabrud. Naar han ikke beskæftigede
sig tilstrækkelig med hende, eller der af og til kunde falde en
Ytring, der viste hende Afstanden imellem dem, kunde hun
pludselig fare op og sige, at hun vilde af Sted; han skulde lade hende
gaa og bare overlade hende til sin Skæbne. Men saa endte det
altid med Forsoning og inderligere Kærlighed end før.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
