Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Cand. phil. L. Bruun: For god!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
paa et Forhold, hvis Uskyldighed havde været hende til saa
megen Glæde og Trøst i den sidste Tid.
Der kom en saadan Harme op i hende, at hun et Øjeblik
rystede af Vrede og tilbagetrængt Graad.
Saa tog hun en Beslutning, gav Oppasseren det aabne
Brev og bad] ham levere det til sin Herre og sige ham, at han
for Fremtiden ikke skulde gøre sig nogen Ulejlighed med at
faa hende i Tale. Hvad Forklaringen angik, kunde han tro, hvad
han fandt for godt.
Men da hun havde gjort det, kastede hun sig paa Sængen
og græd, som om hendes Hjærte skulde briste.
Det var ikke, fordi hun havde brudt Forholdet, det var
ikke af Harme over ham eller over, at han havde troet saa slet
om hende. Det var over sig selv, over sit Liv.
Det steg op for hende med dets utallige skiftende Øjeblikke,
baade mørke og lyse, — da hun legede som Barn, da hun saa’
ham, da han kyssede hende første Gang, da hendes Fader tabte
Troen paa hende og behandlede hende som én af sine Hunde, da
hun laa og kæmpede med Døden, og hendes Moder plejede hende
saa kærligt — aa saa kærligt.
Hendes Forældre! deres Sorg stod klar for hende.
Med Hovedet i Puden, som hun knugede med sine Arme,
bad hun om Forladelse og hviskede saa ømt: Mo’r, Mo’rl
Men saa dukkede den gamle Tanke op, at det jo var
hans Skyld altsammen.
Derfor var hun nu ulykkelig; og nu stødte han hende
bort fra sig paa en løs Formodning, paa Snak af Venner.
Hun rejste sig.
Det skulde ikke lykkes ham at faa al hendes Livs Lykke
fuldstændig tilintetgjort. Endnu var der Redning.
Styrmanden elskede hende; han var ærlig og god. Han
vilde ikke bedrage hende, og han tilhørte hendes Stand.
Og han elskede hende. Derom tvivlede hun ikke. Flere
Gange havde hun med Vilje forhindret ham fra at fri til hende.
Med ham skulde hun endnu blive lykkelig.
Der gik nogle Dage.
Løjtnanten blev angest. Dette havde han ikke ventet Og
saa hendes Hævn med at give hans Oppasser det aabne Brev
tilbage.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
