Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Pastor J. Bjerre: Kristendommens Forhold til Radikalismen og fritænkeriet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
giver og Arbejder en stadig, forbitret Kamp, der gør Arbejdet til
Forbandelse istedenfor til Velsignelse og virker ødelæggende paa
Landets Fremgang i enhver Henseende? Og er ikke mere og
mere næsten alt, hvad der er i Landet af paa en Gang alvorligt
og intelligent, begyndt at omtale den franske Embedsstand paa en
Maade, der er alt andet end smigrende? Og for Amerikas
Vedkommende, hvor er den fattige mere hjælpeløs og Kapitalen mere
altbeherskende end dér? Hvor drives der mere modbydelig
Humbug ved Indkøbet af »Vælgerkvæget«? Og der er det jo ikke et
begyndende Fænomen, men en fuldendt Kendsgerning, at
Embedsstanden hører til den mest korrumperede Del af Befolkningen.
Og nu Norge! Ja næst at bemærke, at det jo dog endnu har en
Konge og Forbindelsen med Sverrig, og at det endnu er saa kort
Tid, Folkesuverænitetøn rigtig bar været gjort gældende der, saa
faar det være mig tilladt at antyde, at man — som Striden
indenfor Venstre i Anledning af den Kiellandske Sag og
Kirkeforfatningssagen viser — dog nok endnu ikke helt er rtaaet til
Lyksalighedstilstanden der oppe hos de brave Nordmænd, hvis religiøse
og sædelige Alvor i Forbindelse med Landets Beskaffenhed i øvrigt
giver dem Betingelser, som faa eller intet andet Folk, for at kunne
foretage Eksperimentet, uden at komme til at kuldsejle altfor brat.
Det er mig derfor ogsaa ufatteligt, hvorledes det kan gøres
gældende om Folkesuvenæniteten, at det nu er< Tidsaanden,
som ingen kan modstaa, og at naar der blot gives efter, faar
vi Ro, og navnlig kommer der saa det rette Tillidsforhold mellem
Embedsstanden og Befolkningen. Jeg førmaar nu for det tørste
ikke at se rettere, end at det er ligefrem ukristeligt af dem, der
»ikke skal tjæne Tiden, men Herren«, at gøre sig skyldig i en
saadan Forgudelse af eller Krokodilledyrkelse af Tidsaanden, saa
de ikke kan høre dette magiske Ord, før de kaster sig paa
Maven, fladere end nogen Kineser, uden at det noget Øjeblik falder
dem ind, at denne Tidsaand hos dem, der raaber højesi, maaske
dog kun er, som Goethe sagde, »Dhrr’s egen Aand«. Dernæst
kan jeg ikke begribe, at man1 ikke kan se,
atFolkesaveræni-teten aldrig ’ giver Ro, fordi den jo er den i System satte
Agitation, og da navnlig systematisk Agitation imod al
Øvrighed. • 1
Under Folkesuveræmtéten er det første, de oppositionelle
Elementer har at gøre, jo dette at slaa sig sammen, selv om
deres Anskuelser er som Ild og Vand, slaa sig sammen og drage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
