Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Pastor J. Bjerre: Kristendommens Forhold til Radikalismen og fritænkeriet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vare, endsige forhøje de kristelige Sædelighedskrav, naar man
fornægter et Liv efter dette, er noget, som den enkelte maaske kan
gennemføre trods sin religiøse Anskuelse ved en stærk
Inkonsekvens, men som altid bliver en forsvindende Draabe i det
store Verdensocean. Det kristelige Livs strænge Kampe er helt
igennem baarne frem af den Tro, at det, som vindes derved,
og som efterhaanden bliver den Kristne saa kært, at han er
rede til at bringe ethvert Offer for at vokse deri, ogsaa er
virkelige, evige Livsmagter, der en Gang skal bringes til
Sejer i den, der har kæmpet for at faa Del deri, og tager man
den Tro bort, er det lige saa umuligt for et Menneske at
vinde i sine Kampe, som det er for en Soldat at gaa modig i
Kampen, naar han véd, at det vil ende med et forsmædeligt
Nederlag, og saa maa der slaas af, grundig af, paa alle Punkter,
hvis der ikke skal endes i Desperationens Vanvid og Fortvivlelse.
Med de kristelige Sædelighedskrav gælder det altid for enhver
alvorlig, hvad Pascal siger: »il faut désespoir ou croire«. Det
er naturligvis ikke min Mening dermed at ville gøre Fritænkerne
til mindre hæderlige Mennesker end andre. Det maa jo blive
en-hvers egen Sag, hvorledes han stiller sig til det religiøse, og det er
selvfølgelig saa ogsaa aldeles uberettiget at forbyde ham at gøre
sit religiøse Standpunkt gældende ved Behandlingen af
Samfundsopgaverne, naar blot det sker i en fordragelig, sømmelig Aand,
som det, for at tage et Eksempel, er sket ved de Forsøg, som
Forfatteren af »En Livsanskuelse, grundet paa Elskov«, og
»Forholdet mellem Mand og Kvinde« har gjort paa at overplante
Altruismen paa dansk Grund. Men det er blot det, jeg maa
hævde overfor Pastor Jensen, at hvor fuldt ud vi end maa
anerkende Fritænkernes Ret til at gøre deres Mening gældende, kan
der dog ikke være Tale om, at vi kan arbejde sammen med dan,
naar Synspunkterne for alt er i den Grad forskellige, som de er
mellem dem og os. Jeg har alt nævnt, hvor lidt vi kan arbejde
sammen i det politiske eller i. de sociale Spørgsraaal. Paa
Ungdommens Oplysning kan vi heller ikke arbejde sammen.
Fritænkerne lægge her, synes det os, stadig Vægten paa Kendskaber
og Færdigheder, paa denne Nippen til alle Videnskabers virkelige
eller formentlige Resultater, den Halvdannelse, der saa ofte gør
tvivlesyg og utilfreds og ikke sjældent indbildsk og usædelig. Vi
derimod lægge Vægten paa Opdragelsen i Lydighed og Pligtfølelse,
og det er som talt ud af vort Hjærte, naar Goethe siger, »at al
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
