Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Oscar Levertin: En Pintseidyl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
....... Og mens Vinden førte duftende Dampe af Syren og
Hæggebær ind i Køkkenet, skriftede vist den unge Husjomfru for
Kokkepigen. Ti Jomfruen blev blussende rød helt op til Ørene
og snakkede saa ivrigt, mens Kokkepigen, som var mere erfaren
i Livets Mysterier, rystede paa Hovedet og mumlede noget, som
det sikkert var værd at lægge sig paa Hjærte, om, at man ikke
skulde tro paa Mandfolkene ....
Men Grossereren og hans Frue tog sig en Spadseretur, inden
de lagde sig. Arm i Arm gik de tavse gennem Haven, hvor
Frugttræerne stod oversaaede med hvide Blomster, ligesom
indhyllede i Tusender af Sneflokke, og Anemonerne og
Guldstjærn-erne lyste med deres gule Blomster i Græsplænernes saftige
Grønt. Men det var Skoven, som lokkede dem efter ni Maaneders
Ophold i den tætbefolkede By, Skoven med dens Suk, dens
uendelige, hemmelighedsfulde Melodi, som vækker alle bløde Følelser
til Liv i Menneskets gamle, støvede Hjærte, Skoven med sin
læskende Kølighed og sin fulde, krydrede Vellugt, Skoven med
sin kvidrende Fuglesang blandt lune Trækroner og sin Sang af
Vinden mellem de grønne Grene, Skoven...........
Stadig tavse fulgie de en smal, halvt overgroet Gangsti, som
slyngede sig planløst ud og ind g«nnem de kølige Sale. De visne
Blade Ira forrige Aar, som endnu laa i tykke Bunker blandt
Trærødderne, dannede ligesom et blødt Tæppe under deres
Fødder, men rundt omkring spirede det og groede kraftigt i levende
Frodighed. Lyse Skud skød ud i Granernes Toppe, og Birkenes
Løv var saa let, saa fint som Filigran, saa spædt i sit friske
Grønt. Alt glinsede i klar, frisk Fugtighed efter den stride
For-aarsregn; Stenene skinnede som blankskurede, og blandt Bladene
blinkede der endnu tunge, glimrende Vanddraaber.........Lang-
somt sank Solen. Allerbedst mens man gik, lyste det imod ens
Øje mellem de mørke Stammer som Skinnet fra en Ildebrand,
og naar man saa saa’ nøjere til, kunde man langt ude skimte en
Flig af den blanke, blaa Fjord med de glidende, gule Bølger fra
Solnedgangens yppige Guldstænk...........
Tæt ved hinanden gik de to Ægtefolk uden at tale. Alt
var saa nyt for dem, noget saa nyt som alene Naturen evindelig
kan være for Menneskene, og som en Æolsharpes let bevægede
Strænge for Vinden, skælvede deres Sind for hvert et Indtryk,
modtageligt for hver en Mumlen, som sagte surrede hen i Skovens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
