Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Arthur Aumont: Teatrene. — Fru Eckardt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
trædende Personer bliver lige haandgribelige. Derfor kaldte Dagmarteatret
med Rette sin Fremstilling af „Peer Gynl* en Æventyrkomedie, medens Disen
har kaldt det et dramatisk Digt. Ibsen fortæller om et Menneske med vore
Tanker, vore Følelser, vor Smaalighed og vore Storheds-Drømme, medens
Dagmarteatret i en pragtfuld og skøn Ramme fortæller et Æventyr om en
norsk Rondedreng, der tumler sig vidt omkring baade over og under Jorden,
men tilsidst vender hjem og hos- sin Ungdoms Elskede finder Hvile, medens
Kirkeklokkerne ringer Velsignelse ned over ham og hende ....
Ja, Rammen var glimrende, men ikke helt igennem saa ganske
underordnet Peer, som den skal være, saaledes især ikke Dansene. Der bliver ingen
Mening i Dovregubbens Spørgsmaal til Peer, hvad han synes om Dansen, naar
denne ikke er rettet imod ham. Langt mindre Mening bliver der visselig i de
Blikke, Anitra over Paafugleviften sender ud i Verden, naar de ikke hele
Tiden har Peer til Brændpunkt. Begge disse Steder forsøgte Hr. Klausen at
spille, at udtrykke, hvad Peer føler her, men Arrangementet tillod ham ikke
at virke.
Hr.-Klausen spiller saaledes med hele Tiden; han har sikkert Frygt for
Momentspil, det er maaske en Følge heraf, at han benytter sig af saa stærkt
stumt Spil, som han gør. Saaledes f. Eks. straks i første Scene, da Aase
bebrejder ham hans Slagsmaal med Smeden: Hr. Klausen lader her Peer vende
Ryggen til Moderen, hans Ansigt faar et Gaminudtryk, nu skal han rigtig
have Løjer med hende; da han saa begynder at tale, er hans Ansigt lige
overfor hende lagt i alvorlige Folder, medens han næppe kan bare sig for Latter,
naar han ikke taler. Denne Spillemaade her fører ind til Hovedmanglen ved
Hr. Klausens Peer Gynt, han morer sig altfor godt, medens han fortæller sine
Æventyr eller om man vil sine Løgne, han morer sig kosteligt over, at nogen
kan fæste Lid til sligt, Skælmen lurer i Peers Mund og Øjne, kort sagt, Hr.
Klausens Peer er ikke troende nok. Tag f. Eks. Optrinet med Karlene: Peer
siger: „Jeg kan mane Fanden!* Hr. Klausen dukker ned i Knæene og siger det
saa som en uartig Dreng, der kender sin egen Afmagt. Derfor mangler der
Kraft og Styrke i Peers: „Løgnhals! Hvad jeg kan, kan ingen anden*. Eller
tag hans Trusel til Solvejg: Hr. Klausen siger denne som var den kun Løjer,
kun et skæmtende Forsøg paa at true Barnet til at danse med sig, ikke
Brændevinen, der bragte det onde op i Peer, derfor faar hans „Dans med’mig,
Solvejg!* ikke den Klang af Angest, det skal have. Denne Mangel paa Tro
gaar gennem hele Rollen, f. Eks. i fjærde Akt, da Yachten er gaaet under:
. . . evigt priset være Lykkens Slump —
Slumpetræf?
Det er en Rædselstanke for Peer, at dette skulde være‘et Slumpetræf, at noget
i det hele skulde være Slumpetræf af det. der hænder ham, og han beroliger
sig selv med, at han staar under Guds Beskyttelse:
Nej, det var mer end saa.
Jeg skulde frelses og de forgaa.
Her er Hr. Klausen paa Siden af sin Rolle, naar han lader Peer være vittig,
lader ham ironisere over sig selv og over Vorherre. Hør, hvor han ligefrem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
