Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Arthur Aumont: Teatrene. — Fru Eckardt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
gotter sig over de vittige Ord, Ibsen har lagt Peer i Munden, f. Eks. naar
han siger:
Hvilken vidunderlig Tryghed og Trøst
i at vide sig selv separat beskyttet.
Ogsaa i Mødet med Knappestøberen genfindes denne Mangel paa Tro, da
denne siger:
Dig selv har du aldrig været før —
og Peer svarer:
Har jeg ikke været —? o. s. v.
Hele denne Replik faar i Hr. Klausens Mund ikke den stærke Overbevisning,
det er som Peer godt vidste, at han lyver, men søger at slippe fra dette
ubehagelige Møde ved det Middel, men Ångesten faar hans Tunge til at stamme,
hans Hænder ryster, hans Øjne stirrer rundt om, men øjner ingen Frelse.
Peer skal her endnu være overbevist om sin egen Selvviskhed, derfor bør Hr.
Klausen ikke sige „Et Vidne!* med den angestfulde Tone, han gør. Det er
først, da
Dette dovriske nok, det har Dommen fældt,
at Usikkerheden og Ångesten faar Overtaget hos Peer.
Hr. Klausens Peer Gynt er altid vittig; det er tydeligt, at Skuespilleren
nyder de vittige Ord, og han vil gæme gøre andre delagtige i denne sin
Nydelse; han gør Pavser, han kniber Øjnene sammen for ret at lade Tilskuerne
mærke, at nu kommer det morsomme. Saaledes f. Eks. i fjærde Akt ved:
Midt i mit Hav paa en fed Oase
vil jeg forplante den norske Race.
gør Hr. Klausen Pavse inden „norske* og saa kommer Ordet uimodstaaelig
pudsigt. Eller i femte Akt ved:
oppe fra Cæsar
. og nedover lige til Nebukadnezar
er det „Nebukadnezar*, Hr. Klausen véd at gøre morsomt paa samme Maade.
I det hele vil de Scener, hvor Hr. Klausen kan lade sit Vid spille, være dem
man husker længst, saaledes Optrinet i Dovregubhens Hal og Profetepisoden.
Ikke én af de rammende Repliker faldt ved Hr. Klausens Behandling til
Jorden; af særlig Virkning blev de evindelige Reminiscenser fra
Religionsundervisningen.
Hovedscenen i „Peer Gynt* er Aases Død, den er Maalestokken for
Skuespillerens Kunst. Hr. Klausens Opfattelse her er sikkert det bedste i hele
hans Peer. Flygtet fra sin Hytte, for at undgaa sin Samvittigheds Stemme,
kommer Peer til Aase for i hendes Beundring at finde et Fristed, og saa
ligger hun paa sit Dødsleje. Det volder ham mere Ærgrelse end egentlig Sorg,
og han vrider og drejer sig:
Se saa! Fra det tunge jeg render;
Jeg mente, jeg her var fri.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
