Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Arne Garborg: Sjø
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mænd. Han inaatte levende mindes et fransk Ord, som han for
Resten ikke rigtig huskede, et Ord, som gik ud paa, at af
Folkenes Tavshed skulde Kongerne tage Varsel. Det Varsel vilde her
ikke blive forstaaet, derom var vi begge enige; men da vilde der
for Nationens Repræsentanter aabenbart ikke være andet at gøre
end at skride til Handling.
Til dette Resultat var vi arriverede, da jeg, som antydet,
saa paa Klokken. Vi begyndte nu at tale lidt om ham, som
skulde begraves.
Han havde hørt med til den literære Bande ligesom vi.
Og han havde ikke været dum. Tvært imod. Desuden havde
han haft Indignation, og en Ævne til at foragte, som jeg næsten
havde misundt ham. Digter havde han uden Tvivl ogsaa været.
Men han havde ikke kunnet slaa sig igennem. Han havde været
for lidet energisk, eller for upraktisk, eller for stolt, eller Gud
véd hvad; nok er det, der var ikke blevet noget af ham. Og nu
var han død i en Alder af 29 Aar. Kreperet oppe paa
Rigshospitalet i alskens Stilhed. Af de Arbejder, som jeg vidste han
havde syslet med, og som han sagtens havde sat sit Haab til,
havde han mig bekendt ikke faaet et eneste færdigt. Og saa gik
der oven i Købet nogle Mennesker omkring og paastod, at hans
Død skulde være fremskyndet, mildest talt fremskyndet, af Mangel
paa den gode Ting, hvorom Menigheden beder i den fjærde Bøn
af Fadervor.
Vi følte os rystede. Redaktøren havde jo egentlig ikke
kendt Manden, ikke saadan nærmere i alt Fald; men han syntes
det var uhyggeligt alligevel. Vi tømte vore Glas. Redaktøren
forlangte to Stykker Smørrebrød med Skinke, og vi udvekslede
igen et Par Bemærkninger om Situationen.
Men nu maatte jeg Død og Pine gaa. Klokken var femten
Minutter; »Godmor’n! Ja du gaar naturligvis ikke med?« — Nej.
Redaktøren var des værre nødt til at være tilstede i Stortinget.
Jeg sabbede op Akersgaden i den Hensigt at begive mig
til Vor Frelsers Gravlund.
Mærkelig nok, det var netop i en Begravelse oppe paa
den samme Gravlund, at jeg sidst havde været sammen med min
hedengangne Kollega. Det kunde være en Maaneds Tid siden
nu. Vi havde begravet en Dame den Gang, en meget anset
Dame, som havde været gift med en højst fremragende
Venstrepolitiker, og vi havde lagt Mærke til, at der i hele det store
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
