Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Fru Amalie Skram: Bøn og Anfægtelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
daglig vokste i Troen og Naaden. Og alligevel havde han forladt
hende. Forladt hende! Hvorfor, hvorfor, hvorfor! Hun gik
hurtigere og hurtigere, næsten løbende, og hver Gang hun skulde
vende, drejede hun sig paa Hælen, saa hun kora svirrende rundt.
Om Morgenen fandt Pigen hende liggende sammensunken paa
Gulvtæppet med Hodet op imod Puffen ved Fodstykket af Sængene.
Hun var føjelig og viljeløs som et Barn og lod sig uden
Modstand bringe til Sængs, hvor hun blev liggende i mange Uger.
Da hun kom op igen efter Sygdommen, var hendes indre
Menneske som knækket og visnet. Hele Dage igennem kunde
hun sidde paa en Stol ret op og ned og rokke sagte
med Hodet og se ned i Gulvet eller hun drog sig langsomt
gaaende frem og tilbage med en klynkende Klagelyd. Naar
Gutterne kom ind til hende, saa’ kun hjælpeløst paa dem og klappede
dem, hvor det kunde falde sig, med en underlig famlende Bevægelse.
Ved Maaltideme var hun som oftest tavs, og naar Sigurd og
Magnus kom med et Spørgsmaal eller fortalte hende noget, svarte hun
med træt Stemme eller hørte paa dem med et stillestaaende Smil.
Menighedens Sjælesørger kom undertiden og besøgte
hende. En Dag sad han og udlagde for hende om Korsets
Velsignelse og Bønnens Magt. Han talte indtrængende om, at den
Gud elskede højest, tugtede han haardest. Han formanede hende
til Taalmodighed. Det gjaldt om at ydmyge sig under Guds
vældige Haand og blive varagtig i Haabet og Troen, for at han
i sin Tid kunde faa ophøje os.
Da hun som sædvanlig intet svarede, og han gærne vilde faa
et Indblik i hendes Sjælstilstand, spurgte han hende ligefrem, om
hun var flittig til at bede.
»Nej« — svarte hun ligegyldigt — »jeg be’r aldrig«.
»Beder aldrig!« — gentog han forbløffet — »jeg troede dog,
De var en sand Kristen.«
»Det troede jeg ogsaa« — svarte hun hen i Luften med
en Mine som en, der tænker højt — »men se. om der var nogen
Hjælp i det.«
Han gjorde hende en hel Del Spørgsmaal, som hun besvarte
modstræbende, og i en Tone, som om alt det kedede hende, og
da Præsten var kommen efter, hvordan det forholdt sig med hendes
Kristendom udbrød han: »Gud hjælpe mig Frue for Deres arme,
forvildede Sjæl. Hvor kan De tænke, at det gaar an at sætte
Himlens og Jordens Herre et Maal og en Grænse?«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
