Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - August Strindberg: Den literære Reaktion i Sverige efter 1865
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
saa ilde anskrevne. Saa kom Revolutionen 1865. Hvorledes
havde nu Literaturen udviklet sig under Paavirkning af al denne
Vækkelse?
1861—63 og 1865 var der udkommen tre Bind Digte med
Titlerne Isblomman, Sju Signaturer og Nio Signaturer. Det er
umuligt at finde noget Sammenhæng mellem ’denne Literatur og
Aandsretningen i Tiden. Allerede Signaturerne viste Oprindelsen:
Fjalar var taget fra Ossian, Finn fra den nordiske Jætteverden,
Svend Trøst fra Ingemanns Romaner.
Det var en Antologi, en Blomstersamling, og hele denne
Literatur lignede skuffende den engelske Dagligstuepoesi. Her
sang én om Skoledrenges Kærlighed til Pigebørn i Mamelukker,
dér klagede en anden over Smaafuglenes Værgeløshed mod den
stygge Jæger, og en tredje fandt sig selv yderst ulykkelig, fordi
han ikke kunde leve uden Troen paa de symbolske Bøger. Der
var noget kvindagtigt over det hele, noget lavet, koket, afslappet.
Idealet var den blaa Blomst. Virkeligheden var det ikke værd at
komme i Lag med, for den var uren.
Her har vi Bostrøms Idealisme i Forbindelse med
Efter-romantikens Skønhedsdyrkelse. Men nu er Skønheden netop det
tomme Skn, den tilfældige Undtagelsesform, medens den grimme
Virkelighed er Aandens normale Udtryk. Romantiken kredsede
om Undtagelserne. Quasimodo har faaet et talrigt Afkom, der i
den senere Novelledigtning gaar under Benævnelsen Originaler
(Blanche, Hedberg og Jolin har fundet Stokholmer-Orginaler i
Massevis). Signaturerne var forfejlede paa én Undtagelse nær, og
dog kom de til at præge en hel Periodes Literatur. De
begyndte med fornem æstetisk Blaserthed og endte med
fuldstændig Reaktion.
I Sverige er det kun Kongen, der gør Revolution.
Saa-ledes i 1865. Kongen, der var den liberaleste Mand i Landet, var
i Opposition; ogsaa Regeringen var, sammen med Folket, i
Opposition mod Adelen. Det var en smuk Hallucination! At være
liberal og Royalist var saa omtrent det samme, og derfor skød
man hele Fremtidsspørgsmaalet til Side, nu da man faktisk havde
set, at man kunde gøre Revolution med en Konge i Spidsen.
Den, der i Slutningen af Tredserne troede paa eller talte om en
fransk Republik, betragtedes som skørhovedet, og gamle Carlén
med sit røde For i Hatten var jo en Fabel for alle. Da
Gadeurolighederne ved Karl XII Statuens Afsløring (1868) fandt Sted, rettedes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
