Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - E. Skram: Lidt dansk og russisk Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
maaske en Smule mindre omstændelig, end han efter russisk Skik
ellers plejer, men alligevel er det netop Optrinenes brede
Anskuelighed, der hæver dette Afsnit over Bogens øvrige. Stefans Vandring
paa Landevejen, hans Møde med Bønderfolkene paa
Enspænderkøretøjet, hans Ophold i Bondestuen, hvor Bibelsælgersken taler
til ham, er Malerier, der i henrivende Simpelhed ikke overgaas af
nogen anden Scene i »Nihilister«. De lider nemlig ellers alle lidt
af den »babyloniske Forvirring«, som efter Forfatterens Sigende
Russerne ynder saa meget.
Romanens Svaghed og Styrke er de voldsomt bevægede
Optrin, som uafbrudt afløser hinanden. Man faar ikke Ro i denne
Bog. Og underlig nok skulde Indledningen netop tyde paa, at man
i »Nihilister« vilde komme magelig til Rejsens Maal. Dostojevski
lader en »jeg« — en i Fortællingen for øvrigt næsten forsvindende
Person — begynde Beretningen i en lidt ordrig, forsigtig og meget
elskværdig halv-ironisk Manér, som man hurtig lærer at faa
den største Respekt for. Det er, som stod man over for selve
Urformerne i den fortællende Kunst. Det er det mundtlige
Foredrags mest forførende Ævner, man har med at gøre; rigt,
forstandigt og levende er alt, om end ikke helt anskueligt, men det
er man nødt til at give de fremmede Forhold Skylden for; saa
indtræder der en Forandring, naar man er kommen forbi Samtalen
mellem den bedaarende Lisaveta og Schatoff. Men hvor var dette
Optrin ikke godt! Det er, som stod man med den unge Pige i
Haanden, medens hun taler, saa nøje føler man hendes Ivrighed,
hører Stemmeskiftningen, mærker den særegne Ophidselse, hun er
underkastet, — og saa Schatoff! denne unge Vildmand med det bløde
Sind, denne ærlige og tungnemme Filosof, dette kuede lidenskabelige
Menneske, Bonden fra Ruslands Stæpper, som har løftet Hovedet og
vil se, og først og fremmest af alt er bleven skræmt. Efter denne
Samtale tager Romanskriveren fat. Med den sindssvage Maria
Timo-thejevna, med Kiriloff, med Peter Stefanovitsch og Nikolai Stavrogin
og de andre som Nihilister betegnede Personer er Tillidsforholdet
mellem Forfatter og Læser brudt. Der foregaar tydelige Forsøg
paa at spænde og hidse vor Nysgerrighed, vi føres bag Lyset med
Vilje, og det værste er, at Personerne synes mere og mere at
blive blotte og bare Fænomener for Forfatteren saa vel som for
os, han forstaar næppe meget mere af dem end vi. Han véd ikke,
hvad de foretager sig i Enrum, han kender ikke deres Tanker, er
unøjagtig underrettet om deres Fortid; aldrig kan vi ved hans
Tilskueren. 1886. 29
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
