Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - E. Skram: Lidt dansk og russisk Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
første og sidste Udflugt paa egen Haand forelsker han sig
hovedkuls som et Barn i den venlige fireogtrediveaarige Bibelsælgerske.
Han vil en lille Time efter at han har set hende, følge med hende
ud i Verden og sælge nye Testamenter. Han er ganske vist
Fritænker, men det kommer han let over: »Chére et incomparable
amie______L’Evangile, ser De, nu vil vi forkynde det sammen, og
jeg vil med Fornøjelse sælge nogle af Deres smukke Bøger. Ja
jeg føler, at det er en Idé, noget ganske nyt i sin Art Folket er
religiøst, det er der intet Spørgsmaal om, men det kender endnu
ikke Evangeliet Jeg vil udlægge det for dem — — gennem
mundtlig Forklaring kan man rette Fejlene i denne mærkelige Bog,
over for hvilken jeg naturligvis vil forholde mig med den største
Højagtelse.« Og han snakker videre, medens de kører sammen i
en Vogn, han lige har lejet, efter at Feberen for øvrig alt er kommen
til Udbrud. »Vi maa ikke skilles mere. Jeg føler, at Deres Blik —
og jeg undrer mig ikke over Deres Manerer — — De er
tro-bjærtet, taler ikke som simple Folk, men De sætter Tekoppen
omvendt paa Bakken, og saa bider De saa udannet af Sukkeret
— — men der er noget yndigt og kvindeligt ved Dem, og jeg
ser paa Deres Ansigt––––Aa, bliv ikke rød, og vær ikke bange
for mig, fordi jeg er en Mand. Chére et incomparable amie, pour
moi une femme c’est tout. Det er mig umulig at leve uden ved
Siden af en Kvinde — men ogsaa kun ved Siden af. Jeg er
frygtelig forvirret. Jeg kan ikke mere huske, hvad det var, jeg
vilde sige_____« Og han bliver saaledes ved, indtil han falder i
en urolig Søvn med Hovedet paa en Pude, som hun har lagt til
Rette for ham. Han forsikrer hende, at han i Søvne bestandig
ser en aaben Kæve med Tænder, hvad der er ham højst
modbydeligt. Det er ikke muligt her vidtløftigere at fortælle den
bedaarende Række Naragtigheder, Stefan Profimovitsch finder paa,
inden han dør; han digter og lyver og bekender for tusinde Gang
sine Svagheder, han er straalende lykkelig og dybt nedbøjet,
forandrer Beslutning og vender tilbage til sit første; saa kommer
hans Kærligheds Ideal og hans Livsens Skræk, den stærke
Generalinde Varvara Petrovna over ham og forøger Komediens
Mærkværdigheder, indtil han endelig dør »som et Lys, der slukkes«. Der
er en Ynde over dette, en Dybde og en egen munter Stilfærdighed,
som virker i høj Grad betagende; Billedet er stort i Linjerne, og
dog mangler der intet af alt det pudsige og smaat furulykkede,
som hører til Stefan Profimovitsch. Dostojevski fortæller her
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
