Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Frøken A. Prydz: Niels Mo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sofa, — aldeles som hos Astrups. Fruen sad gæme i den anden
og broderte. Fru Astrup, der havde Tæringshoste, havde sjælden
vovet sig ud i Luften, men tog sin Motion gennem Værelserne.
Fru Maren, der struttede af Velvære, fandt sig bedst ved at tage
det i alle Maader som Fru Astrup.
— De unge Folk paa Bø førte et selskabeligt Liv, da
Familjen var stor paa begge Sider, og der samtidig med Nils
havde udviklet sig flere unge Løver af Slægten, der satte tilbørlig
Pris paa den fra Fædrenes tarvelige Sæt forandrede Levevis. Et
Par af dem havde været i Byen, og afsluttet sin Uddannelse med
nogle mislykkede Attentater paa Middelskoleeksamen og var
kommet hjem til sine imponerede Sambygdinger i en Slags sjøgrønne
Trikotdragter, der den Gang netop var kommet i Mode, men som
endnu ingen havde turdet anlægge med Undtagelse af Løverne.
I sin Hjembygd havde de altid som hele Slægten Mo, indtaget en
bemærkelig Plads, og nu bidrog det sjøgrønne Antræk til yderligere
at styrke Krediten. Slægten Mo var baade højt anskrevet og
frygtet for sine Kræfters Skyld; der var ingen af Ætterne
deromkring, der kunde fremvise saa mange storvoksne, herdebrede
Skikkelser.
Men de unge Herrer Mo sluttede et ubrødeligt
Fostbroderskab. De var blevet enige om at nyde Livet sammen, paa det
Grundlag, der var blevet lagt under deres Byliv. De to sjøgrønne
gik om med en behagelig Forvisning om at ligne en
Hovedstadsløve, en vis Bankchefs Søn, der altid var grøn til Fingerspidserne
og heller aldrig havde kunnet drive det til nogen Eksamen.
Nils Mo gik graa med et stille Haab om at kunne tages for
Engelskmand, om bare ikke alle havde kendt ham.
— Præsten, der før i Tiden havde omgaaedes Mofolkene saa
gemytlig, havde mærkelig nok trukket sig tilbage, siden Familjen
var blevet »fin«. Præsten var en meget høflig Mand; han takkede
altid venlig for de mange Indbydelser; undertiden kun med sit
fine, ironiske Smil; men han kom ikke. Han taalte ikke al den
Mad og Drik om Natten. Men en Dag, som hans gamle Ven —
den eneste af Slægten, han kom til som før — den skikkelige
Landhandler nede fra Bakken, sad hos ham paa Kontoret, gemytlig
ved en Pibe Tobak, fik han listet Præstens Mening ud. Han
havde sagt, at han var for tarvelig vant til at tage sig ud med
al den Stads, der var kommet op i Bygden. Det gav den gamle
meget at grunde paa.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
