Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Frøken A. Prydz: Niels Mo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— Siden talte han om, at Dannelse som enhver Frugt har
sin Skal og sin Kærne og som enhver Ting under Solen sin
Skygge — det var den sidste, som Moslægten havde haft hjem
med sig fra sin Byfærd.
Da slog Landhandleren i Bordet og bandte paa, at Præsten
havde Ret. Saa tog han sig i det og sagde det om igen mere
spagfærdig.
— Men Præsten og Landhandleren var som før de bedste
Venner.
— Nils Mo var aldrig mere i Præstegaarden, og udenfor
undgik han Præstens.
— Saaledes havde det været i de senere Aar, skønt intet
uvenligt Ord nogen Gang var skiftet dem imellem. Nils følte,
der var noget i Omdømmet af ham, der var bristet, noget i
Velviljen ogsaa, og at han kunde ikke hele det igen. Det var
for fint et Spind. Der var ogsaa et andet Spind, hvor der ikke var
mange Traade igjen — Traade, fine, brustne, der drev bort med
Vinden, med Dagens Timer, og en velgørende Sløvhed lukkede
Sindet til efter dem, og Erindringen havde ingen Plager længer.
Gabrielle blev aldrig nævnt; Præstens nævnte hende ikke for
nogen, og Nils spurgte ikke.
— De første Aar undredes han paa, hvor der var blevet
af hende. Men det kunde lidet nytte og fik være ham det samme.
Nils grundede aldrig længe over noget; det gad han ikke. Han
vilde ikke plage sig. Han vilde sove længe, leve godt, bestille
saa lidet som muligt og var ikke ræd for at drikke flere Glas
over Stregen. Saa hændte det tit, at han Dagen efter ikke var
skikket til at føre noget Overopsyn, og for saa vidt fandt han det
heldigt, at hans Kone var mere driftig end han.
Hans Kone var behageligvis for Nils endnu ikke kommet
udover sine Pigedages Sværmerier. Hun fandt ham fremdeles saa
slaaende lig en Kavalleriofficer, der var kommet hos Astrups.
— Men det hændte undertiden, naar Nils sov en Rus ud
til langt paa lyse Dagen, at der med Morgenen kunde-komme
nogle underlige Drømme.
Han syntes altid selv, han var vaagen og skulde af Sted
— men de havde bundet ham.
Og det flimred og sken . . . lyse Land — ikke til at naa
... Tonelok, aldrig til at finde frem efter — det smertede i hans
Øren, saaledes lyttede han.
30*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
