Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - V. V.: Émile Zola
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
en Retfærdighedens og Ærens Don Quichote«. Zola har hyppig
selv været Don Quichote. (Smign. Confession de Claude 1865.)
Med klaprende Tænder og skrigende Tarme sad han saa
om Natten ved Tællepraasen og læste — læste: Hugo og Musset,
Balzac, Montaigne. Naturligvis var han fuldblods Romantiker:
»Romantiken« — siger han senere — »forekom, da den kulminerede.
Debutanterne som Aandernes Emancipation.« Og fra Smudset
udenom trak den melankolsk emme Romantiker sig bort, ind i
sine Digterfantasier. Snart var det verdensomspændende
Digtcykler, denne Sammenfatningsaand famlede om i titanisk
Ungdomskraft; men snart fordybede han sig ogsaa i fine, spinkle Fantasier.
Og i Kontrastens og Erindringens idealiserende Lys steg nu
Barndomsminderne frem i en ideel Skønhed og Renhed som aldrig far,
og Hjemveen lagde Varme ovar dem, den milde, bløde Sol og blaa
Provencehimmel, Skoven. Engene, den duftsyrede Søluft.
I slige Timer blev mange af »Fortællingerne til Ninon« (64)
til, fordringsløse og rosenrøde Æventyr i en vemodig-øm
Erindringens Grundtone. Men i de lidt senere blandt Fortællingerne
staa vi allerede paa menneskelig Grund. I Længden maatte Zola’?
varme Medfølelse og sunde Virkelighedssans drage ham mod den
Verden, hvis Pust han fomam om sig. Og fra nu af kan han
sætte i sit Skjold: »Intet menneskeligt er mig uvedkommende«.
Efter flere Fe- og Elskovshistorier følger i Debutbogen den
brutale Overskrift »Blodet«. Og Stykket begynder: »Se, det var
allerede mange Solstraaler, mange Blomster, megen Duft. Er du
ikke træt, Ninon, af denne evige Vaar? Altid at elske, altid at
synge Drømmen fra 16 Aars Alderen.«
Denne Blodplet i de romantiske Fantasiers Uskyldshvide,
det er den inderste Zolanaturs Gennembrud. Fra nu af er han
Revoltens Mand og Revoltens Digter. Modgangen har avlet Trods
og staalsat ham; den stræbende Urkraft, som før kun fik Udløb i
uklar Higen og svimlende, barnagtige Digtplaner (som La Géntø,
en Trilogi om Verdens Skabelse, Menneskeheden og Fremtidens
Menneske), den faar nu Form og Retning. Og den medfølende
Ømhed faar Genstand, den medfødte Melankoli Indhold.
En »Conte« begynder: »Jeg kender en ung Mand, Ninon,
som du vilde skænde meget paa. Leon beundrer Balzac og kan
ikke udstaa G. Sand.«
Hos Zola havde Musset fortrængt Hugo; Balzac var bleven
Yndlingslæsning. 1862 var han bleven ansat hos Hachette, og dér
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
