Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - V. V.: Émile Zola
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
han samvittighedsfuldere; Forholdene i Hjemmet fik ham tidlig til
at føle sig som Mand og lærte ham at beregne klogt og at kunne
indordne Øjeblikket under større Planer — en dyb Pligtfølelse overfor
vide Formaal og en stor Magt over sig selv. Før han tog sig fri,
gjorde han sine Lektier af; men han arbejdede heller ikke udover
det foreskrevne. Et Lærehoved var det aabenbart ikke. Blandt
Kammeraterne følte han sig ene og var kejtet og tilbageholden.
Kun to—tre Venner havde han; men med dem var han ét; med
dem havde han levet sine Ungdomsdrømme, sværmet i
Naturromantik, skrevet sine første Vers.
Og nu sad han paa Diligencen og spejdede mod sin Fødeby,
han slet ikke huskede. Dér var Livet og Lykken og Drømmenes
Maal; dér skulde han slaa og sejre, udfolde sin Begejstrings
Digtervinger og fylde sit levelystne, virketrængende Sind med Glans
og Daad.
Paris! Blændende hvide Paladser, stort, rigt, skønt!_________
»Og det tunge Køretøj rumlede ind mellem skumle
Bygningskomplekser, Kroer, mistænkelige Huse... Og saa dukkede man ind i
de sorte Gader* (Aux champs).
Dette?! »Jeg led da en af de grusomste Skuffelser i mit
Liv«, tilføjer Zola. Det var Indledningen til mange.
I Lycéet havde han ingen Fremgang, sluttede ingen
Bekendtskaber, og den indesluttede Provinsyngling blev til Spot for de
tidlig udviklede Pariserkammerater. Han led Hjemve til Provence
og Vennerne.
1860 faldt han igennem til Baccalaureatet, opgav videre
Studering og maatte nu se at slaa sig gennem Livet som han
kunde. De næste to Aar led Zola bogstavelig Sult. Forgældet,
forsulten og luvslidt boede han paa et Tagkammer i en af
Lastens og Elendighedens Gyder, han, denne stærke Natur, »Livets
Elsker«, som krævede Friluft og Velvære og følte Kræfter til at
erobre en Verden.
Lasten smittede ham ikke, men Livets Smuds og Jammer
sved sig uudslettelig ind i hans Sind. Og hver Gang hans ømme
Medlidenhed bragte ham i Berøring med den Verden, der omgav
ham, led hans idealistiske Tro paa Menneskene en ny Skuffelse.
I Mystkres de Marseille (67) hedder det: »Da han stod paa
Gaden, smilte han sørgmodig. Han saa Livet udstrakt for sig,
med alle dets Skændsler, al dets Elendighed, og han sagde til sig
selv, at han i Tilværelsen spillede den ædle og latterlige Rolle som
Tilskueren. 1886. 36
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
