Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Axel Steenbuch: Under Kastanjetræerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Jeg mødte hende — hvor? det kan være det samme.
Vore Veje stødte sammen en sommervarm Kvæld.
Solstraaleme, som nys i ustandseligt Væld
havde gnistret, som sig hør og bør for Børn af en Flamme,
nu listed sig omkring os saa forknyttede, saa tamme.
Kort sagt: vi øjned Dagrigets mørke Grænseskel.
Og det er godt, det samme. Ti det Billed, jeg vil male,
kun vilde syne slet i den stærkt forgyldte Ramme.
1 Kvælden har jeg fundet det, dér passer det bedst.
Jeg har hængt det op i Mindernes dunkle Skumringssale,
og naar min Tanke siden er stævnet did som Gæst,
er den hilset af en dæmpet, sært betagende Tale.
Jeg havde beundret hendes Haar og hendes Træk,
havde mødt hendes Blik, det alvorlige, smukke.
Mit Øje havde fulgt hendes Sommerkjoles Bølge,
som Aftenvinden kyssed under smægtende Sukke.
Saa tog jeg en Beslutning, jog min Kejtethed væk,
og hilste hende, bad, om jeg maatte slaä Følge.
Vi er Mænd jo, ikke Snerper. Vi kan tænke os et Møde
mellem Mand og Kvinde udenfor den vedtagne Norm.
Om man ej bli’r præsenteret, om der mangler en Form
af de tusend, som er Dametankers nærende Føde,
vi blusser ej som Gløder, og vi blegner ej som døde,
vi bruger intet Skældsord, taler ikke om at »falde.«
Der maa andet til og mere, tør vi bort vil hende støde
fra en Kvindes Plads og ud iblandt de laveste af alle.
Hun hørte ej til dem. Men om ellers man med Rette
kunde kaste Sten — ja, tro De det derom, som De tror!
Jeg vil ikke misforstaas; derfor siger jeg blot dette.
Saa fulgtes vi da ad. Der faldt ingen varme Ord.
Hendes Øjne var saa klare, hendes Ynde saa stor;
jeg blev lille, mens jeg vandred ved Siden.
Nej, det var kun om ganske almindelige Ting,
at vi vekslede vor Mening og vor Viden.
Og alt imens vandt Mørket i Kækhed rundt omkring;
det passede saa karrigt paa Tiden
og standsed de smaa søvnige Solstraalers Spring.
38*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
