Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Axel Steenbuch: Under Kastanjetræerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og at, naar Dagen gryede, var det hele forbi? —
Eller sagde jeg, at Kærligheden var som Champagne,
der skummer op saa brusende, som Ungdommen raser,
men ikke skummer evig, fordi den Ikke kan? —
Nej — sér man ind i Øjne, hvori der perler Vand,
langt før man bøjer Hovedet og tier, end man spaser;
og naar de be’r saa bønlig, næsten tryglende, man
ej prøver paa at mætte dem med afkogte Fraser.
Baade for at svare og at tie var jeg ræd;
men jeg havde intet Svar. Hun holdt sit Aandedræt tilbage;
jeg syntes, at Minuttet blev til lange, lange Dage.
— Saa bøjed hun sig atter ind mod Bænkens Ryg og græd.
Mon De kalder hende svag, fordi hun mistede sit Mod,
naar Tvivlens Giftblomst én Gang havde fæstet sin Rod
i Hjærtets fine Muld og dugget Øjnene vaade?
Hvem kunde undres over, at hun ikke forstod,
at det, som kaldtes Kærlighed, blot kunde være Fraade,
som perled paa en Bølgetop af brusende Blod,
et Skumsprøjt kun, en Boble, som blev knust uden Naade
paa den første lille Sten, som den skylled imod? —
Hun havde selv sig lænket, ikke været Kujon,
havde styrtet sig i Havet, ikke tøvet ved Randen;
og hvor kunde hun da finde det naturligt, hvis en anden
tog det lille Forbehold for sin egen Person,
naar et Sølvstænk mærked Haaret, og en Rynke tegned Panden,
da at kaste hende fra sig som en presset Citron? —
Nej — hun skulde have hørt paa De Herrers Diskussion
om, hvorledes der skal deles mellem Kvinden og Manden!
saa havde hun i Tide været hærdet som Staal
og ikke grædt saa bittert, lille tossede Kvinde!
hun havde vidst paa Forhaand da, at Vægtskaalens Naal
delte Ødselhed til ham og kun Armod til hende.
Naa, naa! bliv ikke vrede, om den Sommeraftens Minde
faar mig til at falde ud af min Rolle af og til!
naar en Tanke, som har smertet, atter falder paa Sinde,
kan man nemt sig tale hed, selv om ikke man vil. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
