Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Docent Jul. Lange: Studier over Leonardo da Vinci. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
komme til Live igen, saa vilde de udgøre et Folketal, større end
hele hans egen Tids, og dog vilde ikke to af dem ganske ligne
hinanden, lige saa lidt som to Personer til en given Tid ligne
hinanden fuldkomment1). Men Individualiteten i subjektiv
Betydning, hos Kunstneren, er for Leonardo saa lidet en Kilde til
Glæde, og han indrømmer den saa liden Ret, at han forlanger,
at den skal ydmyge sig for en vis almindelig gældende Mening
om, hvad der er skønt og regelmæssigt i Aasyn og Skikkelse.
Langt fra, at den selv efter egen Tilskyndelse maa være
Skønhedens Forkynder, skal den tvært imod høre sig godt for hos andre,
hos en ubestemt Majoritet. Men hvor findes da egentlig Meningen
om Skønheden? Hvem har den inde? Man kommer jo til syvende
og sidst dog til noget individuelt.
Men Leonardo gør Individualiteten Uret. Ja han bliver
undertiden næsten grov imod den. »Hvis du har et bestialsk
Udseende, siger han, saa ville dine Figurer ogsaa faa det.« Men
hvorfor da ikke en Gang til Afveksling vende Sagen om og sige: Hvis
du selv er skøn og ædel, saa ville dine Figurer ogsaa
blive det. Leonardo vilde ikke kunne nægte, at dette vilde være
aldeles i Konsekvens med hans egen Betragtning; og det vilde
ligge saa meget nærmere at sige det til ham, som han jo i Følge
alle Vidnesbyrd var et saa skønt og fuldkomment Menneske.
Han synes i sine teoretiske Formaninger udelukkende at have
tænkt paa dem, hvem Naturen havde udstyret mere stedmoderlig;
og der er vel overhovedet noget rigtigt i, naar man underviser, da
bestandig at pege paa de objektive Fordringer, idet man maa gaa
ud fra, at Subjektiviteten og Individualiteten hos Kunstneren nok
af sig selv vil gøre sin Ret gældende, uden at man udtrykkelig
gør noget for at trænge den frem. Men saaledes er der i Leonardos
Teori altfor lidt blevet Tale om Individualitetens rige og positive
Side, om alt det skønne, der kan gives os af en Kunstner, som
frisk og frejdig øser ud af sin egen Natur. Man skal desuden
ikke stampe mod Braadden: Beror det virkelig paa en Naturlov,
at en Kunstner skaber sine Figurer i sit eget Billede, saa nytter
det ikke stort at give Recepter derimod.
Og derfor er det da ogsaa gaaet saaledes, at Leonardo
selv, til Trods for alle sine strænge Advarsler, er faldet i den
samme »Fejl«, som han bebrejder de øvrige italienske Malere,
’) Ludwig § 107, Nr. 251.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
