Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Herman Bang: Sceniske Reform-Forsøg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lettere have Haab om saa at sige at bryde igennem ind til
sig selv.
De nye Opgaver tvinger ham i Armene paa sig selv. Ogsaa
af den simple Grund, at der ingen Forbilleder er forhaanden, maa
han tage sin Tilflugt til sig selv. Men disse nye Opgaver, som
skaber den unge Skuespiller den første Mulighed til at komme
Livet nærmere, er det netop som fattes i Tyskland.
Den unge Skuespiller tilhører ubønhørligt Klassicismen eller
Værdiløsheden. Den driver ham indenfor sit Fag.
Den altfor skarpe »Fag-Inddeling« — til Dels en Følge af
det »Agenturvæsen«, som holder en stor Mængde kunstneriske
Forhold i absolut ukyndige Spekulanters Hænder — kommer til
for at holde Skuespilleren stramt i den Elsker-Uniform eller
Naturbursch- eller ung-Helt-Uniform, som Læreren lagde paa
ham efter at have maalt Skulderbredde og Brystkasse.
Fagets Roller er i det Aar efter Aar uforanderligt gentagne
Repertoire ikke mange. Entonigt spiller de paa de samme Strænge.
Befrielsen og Udviklingen, der ligger i Vekslen af Rolleart (en
Vekslen, som giver Lejlighed til at komme sig selv nær fra mange
Sider og derfor dog øger Muligheden for et eller andet Sted at
kunne »gribe til«) er nægtet denne unge.
Maskinmæssig uddannet, faar han, naar Uddannelsen er
endt, til Bane at gennemvandre en sluttet Ring, hvor han,
evindeligt gentagende det samme, er lukket inde; og med Traditionens
gamle Lodder og Gøthe-Reglers Tridser i skøn Orden arbejder
Maskinen sikkert og Aar efter Aar, sendende Deklamationens
buldrende, men ferske Vand ud over det ganske Land.
Det Ideal, som holdes højt over denne Livsforladtheds
Vande, nævnes Skønhed.
Vi har set, at hele denne Kunst er en fabrikmæssig
Mangfoldiggørelse af visse »Masker«. En saadan Kunst stiller
selvfølgelig ingen Fordringer til Personlighederne. Hvad den
fordrer, er Midlerne. Og proklamerende Skønheden som sit
Maal, viser den os som sine Koryfæer en Række pragtfulde og
store Legemer, omfangsrige og vældige Stemmer: en Barnay, en
Franziska Ellmenreich, en Ludwig, en Clara Ziegler.
De skønne Midler er den store Kunst.
Og selv Middelmaadigheden repræsenterer Velskabthed i
Krop og Velklang i Røsterne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
