Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Arthur Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et andet lille Stykke, Pebet svende kaldet, har Hr. Esmann faaet opført
paa Folketeatret. Dets Fabel synes levet Liv, men Udførelsen er temmelig
nbetydelig. Over mange af Replikeme er der vel en yndefuld Finhed som
over alt, hvad denne Forfatter endnu har offentliggjort, men den særlige, den
netop denne Person og ingen andre tilhørende Tone, savner de stærkt. Prøv
en Gang at lade de to Personer lege „bytte Gaarde** giv Doktoren
Fuldmægtigens Repliker og omvendt, og det skal vise sig, at ikke et eneste Ord,
naturligvis med Undlagelse af den flygtige Omtale af hvers Levevej, vil raabe
Vagt i Gevær herimod: de passer den ene lige saa vel som den anden, det er
netop Fejlen. Og Folketeatrets lidt ufine Udførelse, der den første Aften
tilmed led af en højst uklædelig Usikkerhed, gav dem ikke mere Personlighed.
Hvad binder disse to Mænd sammen? hvorfor slaar de netop ene i Verden?
og mange andre lignende Spørgsmaal mælder sig med Krav paa Svar, men
Forfatteren har intet givet. Hr. Esmann vil sikkert næste Gang give fuld
Besked om sine Personer.
Og dog er denne lille Bagatel det betydeligste Skuespil, Privatteatrene i
Teateraarets første seks—syv Uger har fremført, næst det kommer vel Hr. Peder
R. Møllers En Vilje. Hvor flygtigt og overfladisk man saa end ser paa dette
Arbejde, vil det ufejlbarligt springe én i Øjnene, at Forfatteren har ladet sine
Personer tale deres eget Sprog, har ladet dem bande med deres egne Eder.
Det at Forfatteren har gjort dette uden Sideblik til Latteren, giver fremfor
noget hans Arbejde Værd, ti Handlingen selv er ikke videre ny eller særlig
betydelig, og det afgørende Optrin, Pigens Nej for Altret, „har*, som en af
Slykkels Personer siger, „aldrig været oplevet før*. Og denne fortsætter meget
rigtigt: „havde vi ikke selv hørt det, vilde vi ikke have troet det*, ti det er
en meget betydelig teknisk Fejl, naar Hovedoptrinet i et Skuespil kun kommer
til Tilskuernes Kundskab gennem Fortælling, lad denne blive gjort aldrig saa
vel — og den gik særdeles flinkt paa Folketeatret — Virkningen udebliver dog.
„Fyensk Folkelivsbillede* staar der paa det trykte Skuespil, men Folketeatret
havde slaaet en tyk Streg over den fynske Kolorit: Dialekten, der taltes, var
enten sællandsk eller dette ubestemmelige, en Gang vedtagne Bondesprog,
derved tabte Arbejdet en hel Del. Iscenesættelsen var meget omhyggelig, men
ikke helt vellykket, hvad især skyldtes en daarlig Medhjælp fra
Dekorationsmalerens Side. Bedst var vel Knud Jensens Dagligstue med de kongelige
Por-træter i ubeskrivelige Farver; Høstaftenen var ordnet vel gammeldags og
Bryllupsgæsternes Ankomst til Brudehuset gik altfor meget ud i ét, og de enkelte
Gæster vare ganske uden al Karakteristik til at gøre ret Virkning.
I dette Stykke som i den forudgaaende Del af Sæsonen, var det Hr.
Reumert og Fru Maria Millier, der vakte særlig Opmærksomhed. Hr. Reumerts
Rasmus var en brav ung Bondeknøs, sindigt bevægede han sig, vel vidende, at
den, der ager med Stude, kommer ogsaa med. Halvt forlegen, halvt
hjærte-glad fortalte han Karen om sit ny Stuehus, og hvor forbavset blev han ikke
ved hendes afvisende Svar, Øjnene stirrede bedrøvede paa hende og Armen
listede sig om paa hendes Stoleryg som for at holde hende fast, han
vilde jo saa gærne gøre det godt for hende. Og hvor lunt lurer ikke
Mistænksomheden i Rasmus’s Mundvig, da Hans vil bilde ham ind, at der ikke er
noget bag hans Besøg. Det er vel noget nær det bedste, Hr. Reumert endnu
har ydet, men det var ogsaa en sand Fornøjelse at se, hvor heldigt han i en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
