Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Fru Amalie Skram: Knut Tandberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Det har været morsomme Dage,« vedblev han og aandede
dybt op, — »det værste er, at jeg kommer at savne Dem saa
forbandet«.
Hun rettede sig raskt. »Er det sandt?« Stemmen var saa
underlig; den dirrede af baade Latter og Graad. »Er det sandt?
aah! sig om det er sandt«, gentog hun og saa paa ham med et
Blik, som om Liv og Død afhang af Svaret.
»Des værre, det er altfor sandt«, — svarte han knurrende.
»Fanden saa dumt at gaa hen og forelske sig« — føjede han
ærgerlig til.
Hun stirrede paa ham med opspilede Øjne og et kridhvidt
Ansigt. Saa tog hun sig til Hjærtet og drog Aanden dybt, liksom
hulkende, hvorpaa hun rejste sig, gik med slingrende Skridt hen
til Garderoben og famlede med Hænderne mellem Overstykkeme.
Han rejste sig ligeledes. »Vil De ikke sige ordentlig Farvel,
spør jeg?« Hun vendte sig med en pludselig Bevægelse og stod
nogle Sekunder usikker kæmpende. Saa bredte hun hurtigt
Armene ud, la Hodet bagover og kastede sig om hans Hals, idet
hun brød ud i en heftig Graad, Han trykkede hende til sig, og
kyssede hende blødt og lydløst paa Hals og Nakke. Saa slap han
hende, og hun fandt sit Tøj, og han hjalp hende, og hun trykkede
hans Haand og saa paa ham med et Søvngængerblik, og han
hviskede: »Mød mig ved Skarpsno i Morgen Aften Klokken 7,« og
hun nikkede, og han fulgte hende til Vognen og vidste ikke,
hvorledes han var kommen op igen, eller hvor han var, før hans
Kone kom hen til ham og sa’: »Hvad gaar der af dig, Knut? du
ser ud som du havde været bjærgtagen, og ikke kunde sumle dig
paa at være sluppen ud igen.« Og han havde let saa hjærtelig
til hendes Ord, og havde git hende Armen og danset med hende,
og hun havde ikke anet, at han lo, fordi han var saa. glad, saa
yrende vild af Glæde, og saa overgiven, næsten kaad over, at hun
uden at vide det havde fundet en saa træffende Betegnelse for
hans Tilstand.
For netop som hans Kone sa’, saadan var det. Han havde
været bjærgtagen i disse Aar, da han gik om uden at være
forelsket. Det var som at leve klemt inde, med Bjærgvægge over og
under sig og paa alle Kanter, blandt Drauger og Trold, selv
halvt en Trold. I Forelskelse, hensynsløs, sansesløs Forelskelse,
deri og kun deri var Livet, Livet i Frihed og Sollys, med aabne
Himmelen over sig og uendeligt Rum til Siderne, med Glæden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
