Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Fru Amalie Skram: Knut Tandberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Jeg siger som du: det har jeg ikke Tid til,* — svarte hun,
og gjorde nogle vuggende Dansetrin, hvorpaa hun faldt tilbage i
det forrige Trit.
»For den fille Malingens Skyld? Ja, undskyld, Birgit, men
det er jo ikke andet end det klejneste Dilettanteri.« Han vendte
sig mod hende med Pennen i Haanden og en Mine, som om det
gottede ham at sige det.
»Aa ja saamæn,« svarte hun, og slog med Nakken, saa
den krøllede Pandemanke bevægede sig. »Det er ogsaa mere,
fordi det morer mig at faa Undervisning af Gamborg. For Resten
tjæner jeg jo ogsaa Penge ved det, og jeg ser ikke andet, end at
de kommer vel med.«
»Saa du tjæner Penge? — det har jeg aldrig mærket noget
til,« sa han spodsk.
»Nej, du tror vel, at det bare er Pianoklimper og
Violinskrat, som indbringer noget?« svarte hun vrippent. »Men for Resten,
selv om jeg ikke malede, vilde jeg alligevel ikke ha Tid til
at ta mig af Huset for mine Fornøjelsers Skyld.«
»Ikke det, Fru Tandberg,« — sa han tørt.
»Liksom du!« för hun fort, og Tonen blev mere og mere
udfordrende. »Du lever udelukkende for dine Musikgrejer og
din Morskab. Kone og Børn aner du ikke er til engang.«
»Jeg trodde, der ogsaa var mit Arbejde,« — bemærkede
han i samme uforstyrrelig rolige Tone.
»Ja, liksom min Maling.«
»Nej, hør nu, Birgit,« udbrød han og lo. »Vil du ligne!
Der er dog Fanden til Forskel.«
»Ja, du véd, jeg har nu aldrig kunnet se noget Ekstra eller
Ophøjet i din Haandtering,« sa hun og trak Øjenbrynene i Vejret.
»Og derfor maa du undskylde, at jeg ikke føler Forskellen.«
»Vær saa snil og ti et Øjeblik,« bad han. »Jeg er ikke
i Stand til at faa sat Slutning paa dette Smøreri.«
Hun gjorde, som han ønskede, men blev ved at mar-
schere.
»Dær e Deneralen, og dær taar Mammaen og vinter, og
dær tontmer Eja og bærer den fattige damle Mannen,« lød det
fra Ejnar, som ufortrøden var bleven ved at sætte Tekst til sine
Billeder.
»Saa, endelig,« — sa Tandberg, og la Pennen fra sig.
59*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
