Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Fru Amalie Skram: Knut Tandberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det havde ingen Fare, mente han, naar det ikke var værre, end
al hun kom til sin Mand for at faa Ende paa det. Og da hun
havde spurgt ham, hvad han vilde sige, hvis hun nu virkelig
følte det slig, at hun ikke kunde leve uden Arbo — der var jo
Øjeblikke, hvor hun bildte sig det ind —, havde han svaret, at
hvis saa var, saa kunde jo hun ikke hjælpe for det, og saa
havde han intet ondt at sige, og da hun end videre forlangte at
vide, om han saa ønskede Skilsmisse? — »Nej, snille Birgit, min,
hvor kan du spørge slig? Men, hvis du fordrer det, saa — Aa nej,
men det gør du ikke.« Og det Blik, hvormed han havde sét
paa hende, saa fuldt af Godhed og Vemod og Hjælpeløshed —
ja, rigtig Hjælpeløshed, fordi han vidste, at hans Kærlighed var
forbi, og at der ingen Raad var for det. Det var gaat op for
hende bagefter; den Gang forstod hun det ikke. Hun havde troet,
at hans Blik betød, at han længtedes tilbage til hende, at det
smertede ham, at hun havde vendt sit Hjærte Ira ham, og som
med et eneste Bølgeslag var hendes gamle Ømhed og Forelskelse
vældet frem i hende.
Og saa var de kommen, disse Tider med sine mange
Dage fulde af Skuffelser. Hun havde tænkt, at saa længe
han ikke elskede nogen anden, for det gjorde han ikke, om
han end gik og vrøvlede med sit dumme Kurmageri — saa var
der intet i Vejen for, at han kunde bli forelsket i hende paanyt.
Og hun havde liaabet og ventet, og ventet og haabet, og studeret
al Ting saa nøjagtig ud, men forgæves havde det været. Saa var
jo ogsaa hendes Kærlighed tilsidst bleven stygt medtagen, liksom
udslidt og fladtraadt. Hun kunde ikke sige, at hun elskede Knut
længer, for saa vilde hun ikke saa ofte følt Uvilje mod ham,
rigtig brændende, harmfyldt Uvilje, og derfor, naar hun sad og
græd, saa var det slet ikke af Sorg over hans tabte Kærlighed,
men det var, fordi Livet var blevet saa fattigt og tomt. Hun
var nu en Gang saaledes beskaffen, at hun kun kunde leve af
at elske og elskes. Derfor kunde hun slet ikke ha nok i Børnene,
som hun vidste Folk sa, en Mor skulde. Det var bra nok, at ha
Børn, men de var ofte til mere Plage end Glæde; og saa det
forfærdelige Ansvar. som fulgte med! Hun kunde slet ikke
overkomme at fylde sin Pligt mod dem, for da skulde hun ikke et
Sekund været borte fra dem. Hun skulde kende hele deres
Følelsesliv til Punkt og Prikke, kunne læse deres Tanker og lede deres
Udvikling Skridt for Skridt. Men hvor kunde hun det, som gik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
