Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Fru Amalie Skram: Knut Tandberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
med dette stadige Nag af Utilfredsstillelse og Savn, der altid tvang
hende til at fordybe sig i sin egen Kummer og til at spekulere
over sig selv. Den Gang , Knut elskede hende, kom alle hendes
Glæder til hende gennem ham. Da havde hun ogsaa haft Ævnetil at
ta fat paa Livet og gøre det mest mulige ud af sig selv. Nu
orkede hun ingen Ting. Aa jo, der var nok for hende at græde over.
Og saa havde hun dette, at hendes Fantasi, naar hun sad
saadan alene, stadig væk foregøglede hende saa mange underlig
rystende Billeder, der kom op i lange, forvirrede Rækker, og skjøv
det til Side. som hun egentlig tænkte paa, nemlig sit Ægteskab.
Som at hun var flygtet fra sin Mand, og at hendes Elsker forlod
hende, og hun fik høre, at Estrid laa for Døden, og hun slæbte
sig hjemover, selv døende, og kom til Døren og bad om Lov til
at se Estrid, men blev vist væk af Bedstemamma. Eller at hun
overværede sin egen Begravelse. Saa hørte hun Præsten tale
rørende om denne unge, blomstrende Kvinde, der saa uformodet
var bleven bortrevet i den skønneste Alder, og hun saa’ Estrid
og Ejnar staa grædende og sortklædte, og Knut, som hulkede med
Lommetørklædet for Ansigtet, mens han idelig mumlede: »Birgit,
aa Birgit.« Saa kunde hun græde, saa det tilsidst kendtes, som
der ikke var flere Taarer tilbage, og bagefter sank hun saa hen
i en traurig-sød og mættet Stemning. Til Tider kunde der ogsaa
komme op i hende en overstrømmende Følelse af moderlig
Kærlighed til Knut. Han var hendes Barn, hendes kære, elskede Gut,
og hun vilde bli saa rørt og glad, naar han kom og forestilte
hende sin Brud. Saa vilde hun stelle al Ting saa smukt i hans
ny Hjem, og selv tænde Brudelysene og føle sig saa mildt bevæget
lykkelig over at vide ham saa straalende lyksalig, som den Gang
for længe, længe siden.
»Nej, véd du, Birgit, de er for søde, Ungerne dine,* sa
Fru Tandberg, som nu kom ind i Stuen. »Ja, nej — noget saa
bedaarende som Ejnar! Og Lillegut, da.« — Fru Tandberg rystede
sit smukke, sølvgraa Hode, saa de sorte Silkekniplinger kom i
Bevægelse, idet hun tog Plads i en Lænestol.
Birgit rejste sig hurtig. »Vil du ikke hellere sidde i Sofaen,
Bedstemamma, der ser du vist bedre, for du skal naturligvis baldyre
paa dit fine Broderi.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
