Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Fru Amalie Skram: Knut Tandberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ja, men nu vilde hun gøre Alvor af det. Hun tog sig
sammen og løsnede Armene fra sine Knæ. — Men hys — kom
der ikke nogen? — Jo, det var for sent, — hun kendté Knuts Skridt.
Straks efter blev Døren aabnet, og Knut kom ind. I samme
Øjeblik hoppede Birgit ned fra Sofaen, fløj hen imod ham med
udstrakte Arme og sa hurtigt: »Vær ikke sint paa mig, Knut,
fordi jeg var saa fæl i Aften — jeg var meget mere hidsig end
jeg skulde været.«
Knut, som ikke havde anet, at der var nogen i Stuen, blev
saa heftig forskrækket, at han tumlede bagover.
»Er Du gal Birgit!« udbrød han — »Skræmme Vettet fra
Folk, Nattens Tider. Du store Alverden, hvor ræd jeg blev.«
»Ja saadan gaar det, naar en tænker at gøre det rigtig
vel,« sa Birgit modfaldent. »Jeg kunde ikke sove, før jeg fik sagt
dig, at jeg havde været urimelig mod dig, Knut.«
»Det var saamæn ikke noget at bry dig for« — svarte
Knut ligegyldigt, og strøg forbi hende hen til Bordet, hvor han
ordnede nogle Nodehæfter. »Jeg havde Skam glemt det for
længe siden.«
»Ja, det er jo smukt at være saa overbærende,« — sa
Birgit koldt, og famlede med Foden paa Gulvet for at faa fat paa
den ene Tøffel, som hun havde tabt under Løbet.
»Staa nu ikke der og forkøl dig, Birgit,« — sa saa Knut
ulaalmodigt. »Gaa ind og læg dig bare, du.«
»Naa, naa, naa! Nu gaar jeg jo,« raabte hun iltert. »Jeg
maa da ha Lov at finde Tøflen min, vel.«
Da hun var kommen i Sæng, knyttede hun Hænderne, saa
det formelig knagede i Lederne, og sa ganske højt: »Aa den Knut,
den Knut, hvor han er inmari væmmelig. Men derfor, aa hvor
jeg har imod ham!«
Knut blev længe inde paa sit Værelse. Han sad og røg
en fin Havanna Cigar, og gennemlevede Aftenens Begivenheder.
Et stillestaaende Smil bredte sig over hans Ansigt. Af og
til slog han ud med Haanden og strøg sig bagefter over Mund
og Hage.
»Gad vidst, hvad Fredrik gik og tænkte« — han lo saa smaat:
»Mons tro om han ikke forstod del hele.« To Gange havde han
mødt dem paa afsides Veje om Aftenen, og den ene Gang havde
han ladt som han ikke saa dem. Naa ja, han var nu den
ufarligste af alle, ti for ham var der jo ikke andet til i Verden end
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
