Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - E. Skram: Den nye Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
temmelig tom, rapmundet Balskønheds bitre Erkendelse af, at nu
er hun træt, nu har Tilværelsen intet at byde hende mere, skaber
Forfatteren en Bekymring i os, der gaar langt udenfor dette enkelte
Tilfælde og omfatter store Dele af del hartad utrolig bagvendte
Forhold, hvori en overlevet Kultur har stillet Kønnene til hinanden.
Men Fortællingen tager mere paa sine Skuldre. Cecilies
yngre Søster Marthe bliver gennet bort fra den, hun elsker, sin
Ungdoms Legekammerat, tidligere slet og ret Sømand, nu
Koffiardi-kaptejn Jan Børresen — han er ikke Kommandørinden fin nok —,
og de to unge Mennesker finder da selv hinanden. Da saa Ulykken
vil, at Jan omkommer paa Søen, sidder Frøken Marthe tilbage som
Enke. Hun føder en Søn et halvt Aars Tid efter Dødsfaldet nede
i Pommern, hvorhen Forældrene har sendt hende for Skandalens
Skyld, og hun maa saa lade Drengen blive der, da hun efter kort
Tids Forløb selv er nødt til at vende tilbage til Hjemmet. Resten
af de tretten fjorten Aar, hvori hun endnu lever i bestandig mere
og mere sygelig Tilstand, hengaar under en evig tærende Længsel
efter Sønnen. Hun faar i al denne Tid kun Lejlighed til at se
ham en eneste Gang i et Par Maaneder og saa under Navn af
Tante. Og knækket og ydmyg paa Grund af >Skammen« bøjer
hun sig under de Vilkaar, man byder hende. Da Søsteren en
Gang falder paa som en Slags Opmuntring at sige til hende, at
der dog i Grunden er overgaaet hende en skændig Tort, ligesom
hun, Cecilie, selv naturligvis er bleven skammelig behandlet af
Mændene, saa har Marthe ikke andet dertil at svare end at sætte
et Par forskrækkede Øjne op og bryde ud i Taarer. Og hun var
før Ulykken det gladeste unge Liv, man kunde træffe.
Lie fører os sluttelig til hendes Dødsleje, og næppe nogen
vil lægge Bogen fra sig uden i dyb Bevægelse over denne unge
Kvindes Skæbne. Hun er gaaet til Grunde, fordi hun paa intet
Tidspunkt af sit Liv formaaede at hævde sig selv, og hun
for-maaede det ikke, fordi Samfundstilstandene alt havde begyndt at
ødelægge hende, da hun laa i Vuggen, og senere i tilsyneladende
Uskyldighed havde fortsat dermed, efterat hun var bleven voksen.
Om hun aldrig saa meget havde turdet, havde hun ikke kunnet
tage sin Dreng til sig for at leve med ham; hun havde ikke haft
Ævne til at tjæne blot saa meget, at Drengen kunde faa Klæder
paa Kroppen. Men ligesom Cecilie, der en Nat har hjulpet
Søsteren under et af de fortvivlede Hosteanfald og derved opdaget,
at Marthe hele Tiden har ligget med sin Drengs forslidte Fotografi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
