Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Arthur Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Aander paa Flugt, der ruger som Aarhundreders Tradition i disse Sale, og den
bøjer det kækkeste, friskeste Sind som den vegeste Pilevaand; i disse Sale lærer
man at resignere. Først naar Schandorph med Mesterha&nd har tegnet denne
Baggrund, sætter han det dramatiske Hjul i Bevægelse, og Tilskuerne forstaar
som i faa andre Skuespil dets Rullen.
Karl Albrecht bringer som et Pust med sig af det udenfor Lungelse
pulserende Liv; ind i den trykkende Atmosfære, der bestaar af Adelsdumhed
og Rangsuforskammethed, bringer han en Smule frisk Luft, intet Under derfor
at han volder Forstyrrelse. Den endnu ulmende Glød i Grevindens Hjærte
blusser op, og Komtessen tror i ham at have fundet den, hun alt lamge i
Løndom har higet mod. Dog er det vel en Kende for hurtigt, naar straks
Albrechts første Sang virker dragende paa dem begge, og er det ikke en Smule
urimeligt, at den ny Informator næppe fem Minuter efter sin Ankomst giver sig
til at .touchere* det adelige Klaver; til det rækker vist ikke Albrechts
Studenter-Tigtighed. Dog sligt er kun Ubehændighed, hvad ogsaa Mødet mellem Holm og
Albrecht i 2den Akt er. De taler nemlig her som om det var første Gang, de
saas paa Lungelse. og det er det næppe, Otto er jo ikke rejst, da Albrecht
indtræffer til Gaarden, og mellem 1ste og 2den Akt ligger der i alt Fald nogen Tid.
Var det ikke Kritikerens Pligt at oplede og for Forfatteren udpege
saa-danne Smaapletter, vilde han meget hellere lukke Øjet til for dem og glædes,
kun glædes over det meget fortrinlige i Stykket. Replikerne, denne
Hovedhjørnesten for et Skuespil, de ere mere end gode. Sprogtonen er let nyanceret
i dem, hver Person har sine særlige Ord, sin egen Ordstilling, næsten enhver
Replik vilde lagt i en andens Mund raabe Vagt i Gevær. Bedst er vel
Grevindens og Albrechts; hun taler med stilfærdige Ord i en let sørgmodig Tone,
han derimod med store, ikke sjældent for store Ord, Selvbehaget stikker sin
Bukkefod frem alle Vegne, det er Æstetikeren fra de nationalliberales Lejr, evig
og altid omsætter han Livets Tilskikkelser til Digt, selv, da han skal foretage
saa vigtigt et Skridt som en Flugt med Komtessen, maa han først digte denne
Flugt: .det skal blive en Flugt som i et af de gamle lystige Sangspil ... en
Bortførelse fra Klostret eller Serailet*. Mindst personlig synes Nylteprædikanten,
Forstkandidat Otto Holm. Havde Schandorph ikke villet bruge ham som en
frelsende Engel, kunde han uden Skade for Stykket være udeladt.
Stykkets største Svaghed er Slutningen. Det var Ansigt til Ansigt roed
Alvilda, Albrecht skulde vise sig som den Pjalt, han er, og hun skulde støde
ham, den plukkede Fugl, bort af egen fri Vilje, nu frelses hun ved, at en anden
meddeler hende den elskedes Ynkelighed. Hvad om Holm havde overrasket
Albrecht og Alvilda sammen paa hans Værelse, og hun saa havde maattet
skjule sig i hans .forhenværende Sovekammer*. Dér kunde hun saa faa Øret
op for Hulheden af hans Ordstrøm.
Udførelsen paa Folketeatret vidnede om stor Omhu. Fru Augusta
Kruse bar Prisen med sin Grevinde: som hun sad dér i den store Havestue,
beskæftiget med sit Haandarbejde og dog ingensinde tabende sin lille Alvilda af
Øje, fangede hun straks Tilskuernes Interesse. Og da hun saa begyndte at tale
med denne behagelige, dæmpede Stemme, der kunde ligesom kæle for Datteren,
hygge om den gamle Kammerherreinde, og tillige, naar det gjordes nødigt, holde
i passende Afstand, havde man faaet et dybt Indblik i hendes Liv. Fri og kæk,
ung og stolt, var hun en Gang for mange Aar siden som Grev Magnus’s Gemalinde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
