Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Arthur Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
traadt ind paa Lungelse, men Traditionen dér havde knuget hende i Knæ: „man
skylder sin Stilling saa meget", var det Ord, der stod at læse paa dette smukke
Ansigt. Spillet i 1ste Akt dækkede fuldt ud Schandorphs Grevinde, senere hen
anvendte Fruen des værre nogle falske Toner. Ingen af de andre ramte
saa-ledes i Centrum af Forfatterens Tanke som hun, nærmest var vel Hr.
Orla-mundts Magnus med den sveje Greveryg, de vinstive Øjne og den dumt gabende
Mund, alt i alt en paa Bunden yderst skikkelig Landjunker. Hr. Reumert havde
givet Pastor Jespersen et interessant Hoved, men det syntes dog at høre bedre
hjemme paa en halv forfalden Bondestudent end paa en velærværdig Pastor. Ej
heller Hr. Abrahams var helt det, Forfatteren havde ment, dertil behandlede
han Figuren noget for overlegent. Naturligvis tumlede Skuespilleren Albrecht»
Ordstrøm med stor Kunstfærdighed, maaske var Kunstfærdigheden dog en Smule
for stor: „han tror jo ikke paa sine egne Ord", sagde man hele Tiden til sig
selv, og faar Tilskuerne først det Indtryk, saa Godnat Illusion. Hans vel
gemytlige Flothed i Væsen og Holdning stemmede ikke ret med Sangenes halvt
følsomme, halvt sømandskække Tone. Disse Sange og deres betagende Magt staar
noget i Strid med det skarpe Virkelighedslys, der er Stykkets bedste Eje.
Fremskridtet fra Valgkandidater er saa mærkbart, at enhver Skuespilven maa glædes
ved, at Doktor Schandorph nu har besluttet sig til at omsætte noget af sin rige
Menneskekundskab i dramatisk Form.
Foruden Der var engang — har det kongelige Teater kun budt paa et
Par Smaating, dog de har allenfals større Interesse end det. I En giftefærdig
Datter viste Frk. Lindemann en højst paaskønn eises værdig Bestræbelse efter
at frigøre sig for sin tidligere saa stærkt fremtrædende Hang til at efterligne
Fru Hennings; der var udbredt en stille, hjemmevant Hyggelighed over
hendes unge Pige, der lovede godt for Fremtiden. Den anden Bagatel er
Monologen En Flejtrsolo. I sig selv har den ingen Interesse, men det er første Gang,
at Hr. Olaf Poulsens Autoritet er bristet, Publikum hyssede, og Kritiken
skældte og’ smældte. Dog en saadan Protest er langt mere paa sin Plads en
eller anden ganske almindelig Spilleaften, naar Hr. Poulsen misbruger sit rige
Lune til de utroligste Narrestreger blot for ved dem at kalde Latteren baade
hos Publikum og hos de medspillende frem paa de særeste Steder. Men saa
skoggerler det ganske Hus, og Kritiken protesterer ikke mod disse ganske
ukunstneriske Pudsenmagerier. En Smule Modgang vilde sikkert kun gavne
Hr. Poulsens Kunst.
Folketeatrets Opførelse af En Fortid har ledet Tanken hen paa Poul
Chiewilz. Han var ikke Student, ej heller bøjede han, som det i Fyrrerne
sømmede sig hver god Landets Søn, Knæ for Tidens Gudebilled, den national-liberale
Student. Med skeptisk Blik saa Chiewitz paa disse „Herrer i Aandernes Rige*,
paa deres Æstetik, den, han syntes, var for teologisk og for tevandet, paa deres
skandinaviske Broderfølelser, dem de sang om ved Punsebolleme. Hans egne
Sympatier gik mod Syd, til det fine, gratiøse franske Selskab. Og Studenterne
gjorde Gengæld, gjorde alt for at trænge ham ud af det gode Selskab. De
beherskede den Gang Smagen i København, deres Blad Fædrelandet behandlede
Chiewitz ovenfra, og det var ikke altid smagfulde Lignelser, det brugte i
Sammenhæng med hans Navn. Det talte saaledes i en Anmældelse af en af
Chiewitz’s og Reckes Vaudeviller, om Forfattere, der griber fat paa den unge
Piges Stemnings fine Blomst med et Par Slagternæver og tramper den med sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
