Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Frøken Alvilde Prydz: Alt til det bedste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Man skal kunne føle, at man bliver iagttaget; hun vendte
sig ogsaa et Par Gange imod mig og tidde ganske stille, naar hun
syntes, jeg kom for nær.
Jeg gik nogle Skridt længer fra, lod som ingenting og
havde den Glæde, at hun uforstyrret ramsede væk.
Jeg havde ogsaa en anden Glæde; de lagde ikke Mærke
til hende nogen af alle dem, der för frem og tilbage. For det er
mærkværdigt, hvor lidet de Mennesker hører, selv om Organerne
er i nok saa god Orden. Jeg har prøvet det med mig selv, at
man kan leve mellem Folk som inde i et Fjæld, og at man ikke
vaagner tilfældig, men at det at høre er en Kunst, man ikkfe
kommer til for ingenting.
Som hun gik videre fulgte jeg hende og kunde ikke lade
være at fantasere over hendes ejendommelige Maade at gaa paa;
— det var noget uopløselig af tungt og let; noget der klemtened
og noget der bar op.
O? jeg jeg véd ikke hvor længe. Det var ikke min
vante Tur; jeg gik med hende, fornøjet over, at ingen af disse,
der ikke kunde høre, kom og forstyrrede os — en Smule
forfængelig tilfredsstillet, det er sandt, over at vi var saa heldig
raaket sammen, hun der kunde fortælle, og jeg der kunde høre.
Saa gik jeg der ogsaa blød om Hjærtet, for der var Lidelse
i denne Stemme — og varsom, om nogen skulde komme med et
Spotord.
Det bar ud af Byen, op i Aker, længer op — saa nær ind
mod Skogen, at jeg kendte dens vilde, stærke Duft–––––-nær-
mere endnu — ind i dens tunge Lummerhede — — de stod om
os de første Trær; Harpiksen brød gennemsigtigt frem som
Sved-draaber, langsomt, dovent, gennem Barken. Maanen var kommet
højere op; som et mildt, aarvaagent Øje saa den ned paa os
onder sit Skybryn.
Det bar længer ind. Der var saa melankolsk stille, som
der kan være inde i Skogen; mere end paa Havet eller noget
andet Sted.
Og hun fortalte og fortalte med den samme underlig visne
Stemme; af og til kunde hun le og komme med lystige Ting,
- kun et Par Gange blev hun ligesom ude af sig selv og talte
sig op nogle Toner højere end det sædvanlige Stemmefald. Det
lød som klagende Fuglelyd.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
