Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Frøken Alvilde Prydz: Alt til det bedste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kom der nogen for nær, tidde hun stille og saa op med
et skræmt, bebrejdende Udtryk. Men der var heldigvis ingen, der
længe gad høre paa — saa blev vi alene, selv om der kunde være
folksomt nok.
Jeg fulgte hende helt frem den Aften. Hun havde flere
Gange vendt sig om — til Slut brydde hun sig ikke mere
om mig.
Hun gik ind i sin lille Stue opunder Aasen, og jeg hørte
hende stænge efter sig.
— Siden en Gang paa en af mine Strejfture opover den Kant,
tfaf jeg hende inde i Skogen.
Hun havde sanket sammen en stor Børd med Kvas og
Tørkvist og havde sat sig ned, træt og forkommen. Jeg gik hen
og satte mig paa den anden Ende af den lange, mosgrodde Sten,
der som en naturlig Sofa laa op til en gammel Trærod. Jeg
hilste og spurgte, hvordan hun havde det.
Hun saa op med et hjælpeløst Udtryk, som om hun vilde
flygte, men ikke havde Kræfter
Da jeg blev siddende ganske rolig og tavs, blev hun mere
tryg og tittede af og til hen.
Til Slut lod jeg nogle Ord falde; hun svarede ikke,
men gav sig til at se paa mig med en vis vemodig
Nys-gærrighed.
Jeg tog min Rejseflaske, hældte Bægeret bredfuldt af en
fortræffelig gammel Shery og bød hende.
Hun tog det med et Nik, stak det ud, og der för et Smil
over hendes Ansigt. »De er et ordentligt, gement Menneske,«
sagde hun — »det kan jeg se!«
»Hvordan gik det saa med Ole?« spurgte jeg, — — »det
kunde De gæme fortælle mig nu, som vi sidder saa godt her!«
Hun saa paa mig med tindrende Øjne og røde Kinder
efter Vinen.
»Ja, for jeg hørte noget om det her om Dagen,« vedblev
jeg opmuntrende, »men nu som vi sidder saa koseligt her, faar
De komme med det altsammen!«
Hun smilte over hele Ansigtet. »Ja vist er her koseligt —
det skal være bevist for Vorherre — og De skal høre, hvordan
det havde sig, hele Anretningen, for De er ved den store Gud og
Skabermand et Menneske, der er Anstændighed i!«
Hun satte sig bedre til Rette og begyndte livlig:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
