Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Frøken Alvilde Prydz: Alt til det bedste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Og det blev ikke bedre end, at jeg maatte tigge
Mestersvenden, som bed Olsen, om at komme tilbage, for ellers kunde
vi ikke bestaa. Der var, saa sandt Gud er, ingen Grunker, og
jeg maatte lokke Ole ud paa Landet en Tur, mens Døren ind til
Værkstedet blev panelet over, saa vi maatte gaa rundt ind
Gadevejen med al Maden, for vi turde ikke slippe Folkene ind.
Og saa maatte jeg jete ham om Dagen, at han ikke skulde
finde Gadedøren — men om nogle Dage havde han glemt hele
Værkstedet.
— Somme Tider kunde der være Liv i ham, det kan være;
da satte han Stuen paa Taget og styrte med Vesle-Ole, til det
værkede i mit Hode, og andre Tider var han rent forbi.
Saa begyndte han at gaa Turer i Byen. En Dag kom han
hjem og fortalte, han havde købt Hus, og en anden Dag havde
han skaffet sig gild Vogn og to Heste og Spejl og Lysekroner.
— Jeg lo ogsaa, for jeg tænkte, han holdt Jøn, — men
da de kom til vort elendige Hus og forlangte Penge af mig, som
bare havde Ulykker, da vidste jeg ingen Vej forbi. Og de vilde
ikke tro mig, at Ole var syg, før der kom Attest; saa rask saa’
han ud.
Jeg bliver jo aldrig færdig, tænkte jeg — — og det var
sandt — — for der kom Børn, det gjorde der sandt for Herren;
et om Høsten og næste Sommer et til.
Gud hjælpe mig nu, tænkte jeg; dette kan ikke være hans
Alvor — men saa lod han det ske.
Da tænkte jeg, det var vel saa beskikket.
Men da den lille Jentunge var kommen, saa liden og fin
som hun var, taalte ikke Ole at se hende. Naar jeg tog hende
af Vuggen, kom han farende.
Hvad er det for en Stygging, spurgte han — pas dig du,
for her er du i Undermagten! Og saa tynte han os begge to.
Aa Ole, sagde jeg, det er dit eget lille Pigebarn, Ole!
sagde jeg.
Den kender jeg ikke, sagde han, — jeg vil ikke se den i
Huset; og saa vilde han hive hende ud af Vinduet og mente, at
jeg skulde vel ikke tænke paa at faa indbildt ham noget.
Siden den Tid var han ugrej; det kunde komme paa ham
som et Vindkast. Naar jeg sagde noget, svarte han ikke, men
stod og stirrede, saa jeg maatte se bort — eller han kunde
14*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
