Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Dr. phil. S. Schandorph: Natmandens Datter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Han lyttede et Øjeblik til sin Kones Aandedræt. Hun
snorkede. Han sluttede af Lyden, at hun havde drukket
Brændevin. Det stred mod hans moralske Følelse at slaa hende nu, da
hun var fuld, og da han selv havde sovet Rusen ud. Det var
Jens Natmands Ridderlighed.
Han skrævede over den snorkende Sidse, var mat og tung
efter Rusen, tændte et Tællelys, satte sig paa en Stol og hørte
dvask efter Vindens Tuden og den hule Brølen fra Stranden.
Længe havde han siddet saaledes. Lyset var brændt langt
ned i Stagen, der stod en Taagekrans om den højt blussende
Tande. Hans eget Aandedræt sendte Sky« ud i den kolde Stue,
som om han røg Tobak. Da rejste Sidse sig med et Ryk og
satte sig paa Sængen.
Over hendes kulsorte Haar strøede den osende Tællepraas
skarpe Lysreflekser. Det var det eneste kønne, Sidse endnu havde
tilbage, det Haar, og det saa Jens Natmånd sig endda yderlig
opbragt paa. For det var det Haar, der i sin Tid havde
be-daaret ham, og nu tænkte han, at om Sidse ikke havde haft det
glitrende sorte Haar, saa havde han aldrig faaet det arrige Asen
at trækkes med hele Livet, saa havde han kunnet beholde sin
Datter Ellen, og hun havde et godt Sind. For mens hun var i
Huset, saa græd hun, naar Jens var fuld, og saa kunde Jens
blive rørt og græde med, men med Sidse blev det altid til
Slags-maal, og saa havde hun endda slaaet sig til Drik paa det sidste
Aars Tid. Det var det mest »krænkende« for et Fruentimmer,
mente Jens Natmand. Han havde altid følt sig dybt moralsk
forarget, naar han saa et fuldt Kvindemenneske. Mand folks
Drukkenskab var derimod en nødvendig Konsekvens af Livets
Gang i det hele, i Følge Jens Natmands etiske Opfattelse.
Nu var Sidse vaagnet og sad paa Sængen. Ægteparret
sendte hinanden Øjne, halvt døsige, halvt arrige. Der laa tusende
Bebrejdelser, tusende Nag, et langt uopgjort og aldrig opgørligt
Regnskab i disse fire Øjne.
Og imens larmede Vind og Vand, og Hytten skælvede, som
om en haard Haand rystede den.
Noget dundrede mod Vindusruden. Aa, det var vel Vinden,
som nu skabede sig paa en ny Maner. Eller det var vel en
løsreven Kvist fra en af de tørre, halv udgaaede Pile.
Mand og Kone sendte paa én Gang et flygtigt Blik hen mod
Ruden, saa mødtes Øjnene igen med samme døsige, indeklemte Had.
Tilskueren. 1887. ’
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
