Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Bertel Elmgaard: Norsk Bohêmeliteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Komplimenter, der er regnet ned over dem i Kunstens Navn.
Atter og atter har Anmældeme grebet til Ordet Kunst for at
udtrykke deres Beundring. Men det gaar nok med Kunst nu
om Stunder, som Heiberg i sin Tid skrev om Smagen: »Det
er en mislig Ting med det Ord Smag. Siden de Mennesker,
som selv er de smagløseste, have begyndt at gøre sig til Smagens
Riddere, maa man næsten skamme sig ved at nævne den.« Vi
bar aldrig haft mindre Kunst i vor Literatur end nu, og ingen
Sinde er Ordet blevet hyppigere anvendt. Man synes at ville
nære Kunsten udelukkende med mere eller mindre trivielle
Sandheder, trukne paa Snor som tørrede Fisk — i E. Skrams
Al-bertine-Artikel hedder det som Kunstens evige Lov: Vær sand!
— det bliver i saa Fald en gold Plante, men man tør næppe
formene »Albertine« og »Mannfolk« at høre til Arten. Hvis
derimod Kunst beror paa den Farve og Fylde, Digteren af sit eget
Væsen meddeler det modtagne Stof, paa Hovedtankens Klarhed
og dens Genspejling i og Herredømme over de enkelte Led, saa
har hin Bohémeliteratur ikke synderlig med den at gøre.
Og begge Bøgers Maal er lige saa ensartet som deres
Midler. Maalet er nemlig at vise Rigtigheden af, hvad en af
Hovedpersonerne blandt Hr. Garborgs »Mannfolk« siger: »Ja, vi
er nogen Svin. Vi er Svin. Men hvad Satan ska vi gøre?« Dette
burde være begge Bøgers Motto. Dog maa tilføjes, at den
Bekymring, der skimtes i den sidste Sætning, ikke spores videre i
selve Fortællingerne. . Men hvor vidt Kunsten egner sig til at
tjæne et Maal, som det antydede, derom kan der vel endog blandt
de mest »moderne Mennesker« rejses Tvivl.
Æmnet i „Albertine11 er ikke alene forud behandlet i en
Roman af Brødrene Goncourt, men i adskillige andre franske
Romaner af tredje eller fjærde Rang. Saa særdeles nyt er Æmnet
ingenlunde. Den norske Albertine er Sypige. Vi gør hendes
Bekendtskab , da hun sidder »under den indsigende Vinterdag«
hjemme i Moderens” kummerlige Lejlighed og hører hende
udveksle nogle Bemærkninger med Moderen og en syg Broder. Disse
Bemærkninger oplyser et og andet vedrørende deres ydre
Forhold, men om deres engere Samliv, deres sjælelige Udvikling faar
man ingen Besked. Hvis den lille Familje i Nordbygaden fik
Besøg af en jævn flink Reporter, vilde han kunne give lige saa
værdifulde Oplysninger, som Hr. Krogh fylder hele Kapitel-Afsnit
med. Dog jo, saa begynder Albertine en Slags Enetale, rigtignok
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
