Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Bertel Elmgaard: Norsk Bohêmeliteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
er vanskeligt at genkende Albertine blot fra Side til Side. Hartad
utrolig er det, at hun lader sig lokke hjem i Politifuldmægtigens,
private Bopæl — som Arbejderbarn vilde hun være bedre
underrettet om Politiets Magt — men naar hun sætter sig til at drikke
Sherry med den plumpe Kvindeforfører og sluttelig forsvinder
bag Forhænget til hans Soveværelse, saa har hun skiftet baade
Ham og Natur. At hun først lidt senere bliver »lysvaagen, ædru
og angest til Døden«, turde være et saare vilkaarligt Træk. Efter
den raat skildrede Voldtægtsscene venter man hos en Forfatter,
der vil være saa moderne som Hr. Krogh, en dristig, hensynsløs,
men ved Sandhed og Nyhed virkende Afsløring af Sypigens
sjælelige og legemlige Tilstand — ti man huske paa, at det
fysiologiske spiller Hovedrollen i den Art Bøger — og saa faar man
følgende udtømmende Forklaring: Gud, hvor hun hadede ham!
Hvorledes dette Had forsvinder, meddeles ikke, men allerede
paa næste Side har Albertine atter været hos Fuldmægtigen.
Resten af Bogen er nogle løseligt forbundne Optrin, der
tablau-mæssigt viser, hvorledes Albertine gradvis synker, indtil
Forfatteren tager Afsked med hende som Skøge. Det er stadig
de ydre Omgivelser vi faar bedst Underretning om, medens
Al-bertines Personlighed er saa ubestemt svævende som en fjærn
Lystaage. Kærnen aner vi ikke. Et enkelt af disse sidste
Optrin, nemlig Scenen hos Politilægen, er ligesaa affekteret som den
er usand, og i Albertines Slutningsrepliker, da hun om Natten
raaber efter Herrerne, som gaar forbi, hører man ligesom Knipset
af en indeklemt Raahed, der ikke har turdet give sig Luft før.
Fortællingens Bipersoner toner frem og forsvinder paa den
vil-kaarligste Maade af Verden. Vi ser dem bestandig fra samme
Side og i de samme Situationer. Hverken i den grove og grelle
Tegning af Veninden Jossa, Politifuldmægtigen eller af de to
Venner Helgesen og Smilh er der mere Karakteristik end i
Gadevisernes plumpe og luneløse Illustrationer. Hr.’Krogh synes at
have haft til Hensigt at skildre en almindelig Eksistens med alle
dens hverdagslige, stilfærdige, kummerlige Begivenheder, der
undertiden kan være rystende nok, men de talrige slaaende eller
overraskende Smaatræk, der giver Livet Fart, viser dets Mening
og Sammenhæng, selv i den elendigste Rønne, er gledne ham
forbi, og saa har han taget sin Tilflugt til sensationelle,
modbydelige Begivenheder og svøbt dem ind i lange Beskrivelser af
Lokaliteter, Lysvirkninger, Tøjstoffer o. s. fr. for at give dem et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
