Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Arthur Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kasino har mistet sin Direktør: Hr. August Rasmussen har pludselig
opgivet sin haarde Kamp for Teatrets Tilværelse. — Det sidste Stykke, han
spillede ud, Uskyldig dømt! viste sig efter hans Bortgang i Besiddelse af en
ikke ringe Tiltrækningskraft. Det var en overordentligt snildt dramatiseret
Kriminalhistorie, det ene spændende Optrin haster Slag i Slag paa det andet,
og Publikum fulgte med aandeløs Stilhed den stakkels Jean Renauds sørgelige
Skæbne. Hr. Stigaard spillede Helten med en betagende Tro, som nu er
enestaaende, og med en sand og ægte, om end lidt ensformig Følelse.
Fru Orlamundt vidste i Valentines Rolle at give en stille Inderlighed Udtryk
i Blik og Stemme, hendes hele Optrædens Simpelhed virkede behageligt i
Modsætning til Frk. Olga Meyers forcerede Kruseduller.
Folketeatret har opført en Dramatisering af Adolph Rosenkildes
bekendte Fortælling Anders Tikjøb. Denne bestaar af en Række selvstændige
Billeder, kun yderst løst forbundne, og det synes derfor ikke vanskeligt at gøre
disse om til Tableau’er, og saa lade Degnens i Fortællingen ikke videre stærkt
fremhævede Søgen efter Datteren blive den samlende Traad. En saadan simpel
Komposition vilde have passet vel til en Dramatisering med Navnet
Rejse-æventyr. Dog Bearbejderen Hr. Vilhelm Østergaard har foretrukket en
yderst indviklet Komposition med mange i hinanden indslyngede Traade. Der
synes at have foresvævet ham en vel ikke ny, men dog lystig Farceidé:
Personerne skulde flygte for hinanden, i Spidsen det elskende Par Poul og Ellen
efterfulgt af den sindige Degn, og denne igen ligefrem forfulgt af
Abekatte-madammens ømme Tilnærmelser og Kommissionærens delikate Tjænstagtighed.
Dog Hr. Østergaard mangler i høj Grad den hertil hørende Behændighed, og
de mange kluntede og urimelige Udgange trætter i Længden selv den
velvilligste Tilskuer. Hertil kommer endnu Replikernes fuldstændige Mangel paa
Humør og Karakter.
Naar Stykket trods alt dette synes at gøre Lykke, skyldes det næst
Teatrets dygtige Udførelse og Iscenesættelse sikkert Navnet, ti faa ere de, hos
hvem ikke ved det blotte Navn Erindringen om glade Timer dukker op sammen
med Anders’s eget Kontrafej, saaledes som det staar paa Bogens sidste Side:
trivelig og elskværdig paa de hjulede Kommodeben og med sin uadskillelige
Ledsager, Paraplyen i den buttede Haand. Dette Billede havde Hr. Kolling
ogsaa nøje efterlignet, og stort andet gav Rollen ham ikke Lejlighed til; den
Smule Dialekt, han forsøgte at give Jyden, slog Klik. I den Retning er
Hr. Dorph-Petersen langt hans Overmand, og denne Skuespillers
Taarbæk-fisker var i Holdning og Gang, Udseende og Tale taget lige paa Komet. Endnu
maa Hr. Zincks Kommissionær nævnes for sit oplivende Galgenhumor.
Iscenesættelsen var helt igennem livlig og naaede sit Højdepunkt i
Dyrehavsbakkescenen, alene for dens Skyld fortjænte Stykket at ses, saa godt
var Bakkens forvirrede og forvirrende Støjen og Larmen eftergjort.
Dekorationerne gjorde deres Maler Ære, særlig var den bevægelige Kysldekoration af
stor Virkning; man har særlig rost Antoniestraide ved Nat, dog indeholdt
denne en Fejl: der var altfor mange af Gadens Vinduer oplyste, det skal
tvært imod være saa sent, at alle Beboerne sove deres trygge Søvn, da Degnen
endelig vender hjem fra Tivoli.
Arthur Aumont.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
