Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - S. Schtjedrin: „En Lærerinde“. Ved Professor Thor Lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i Reglen hendes Haand, ønskede hende til Lykke og bemærkede
rosende:
»Det er rart at se Dem, lille Frøken! Den forrige
Lærerinde, Ludmilla Michåilowna, satte næsten aldrig sin Fod indenfor
Kirken. Saa er De rigtignok mange Gange bedre. De glemmer
da ikke Vorherre «
Saaledes gik Vinteren for hende i Slid og Slæb under
fortsatte Anstrængelser for nogenlunde at vinde Fodfæste. Hver Dag
havde nok i sin egen Plage, og paa Fremtiden tænkte hun saa
godt som slet ikke. Fremtiden stod for hende udelukkende som
en videre Kamp for atter og atter at kunne hæve den Gage paa
femten Rubler, som gjorde hende Tilværelsen mulig. Hvor
stille-staaende tung og glædeløs en saadan vegeterende Tilværelse
maatte kaldes, gjorde hun sig endog i sine mørkeste Timer næppe
rigtig klart.
Hun var et forældreløst Barn og vidste ikke engang, hvem
hendes Forældre havde været. Som ganske spæd var hun en
Morgenstund bleven funden liggende i en Kurv udenfor en
Gadedør. Konen i det Hus, ved hvis Dør de havde lagt hende, tog
Barnet til sig og betalte for det i en Borgerskole, hvis
Afgangseksamen gav Ret til Ansættelse som Lærerinde paa Landet.
Denne Ansættelse havde Anna opnaaet. Maatte hun nu blot
være i Stand til at beholde den. Det var alt, hvad hun
kæmpede for. Hun forstod, at hun fuldstændig var overladt til sig
selv, og at hun, om en Ulykke indtraf, maatte bære den ganske
alene. Hun havde ingen som helst at henvende sig til. Hendes
Plejemoder havde sagt hende, at hun nu betragtede sin Pligt
som opfyldt og for Fremtiden intet mere kunde gøre. En eneste
Veninde, en Klassekammerat fra Borgerskolen, havde hun nok,
men den Veninde var nu ligeledes ansat som Lærerinde etsteds
langt, langt borte og levede under det samme Tryk i de samme
trange Kaar som hun selv. Hun følte sig uendelig hjælpeløs.
Hele hendes Eksistens beroede paa Tilfældet, og Tilfældet, om
det kom, kunde under ingen Omstændigheder hjælpe hende op,
det kunde kun slaa hende helt til Jorden.
Hun havde aldrig tænkt over, om hun var smuk eller ej.
Nogen egentlig Skønhed kunde hun næppe kaldes, men Ungdom
og Friskhed bødede paa, hvad der manglede hende i et eller
andet enkelt Træk. Selv Passkriveren, den fornemste Mand paa
Egnen, kastede sine Øjne paa hende; men saasom han var gift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
