Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - N. Neergaard: Grev Beusts Memoirer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
som sachsisk Minister havde kæmpet for; et Forsøg, han paa den
østerrigske Kejsers Opfordring gjorde paa at bevæge Napoleon IH
til i den elvte Time at skride ind til Fordel for Østerrig, førte til
intet. Han fandt Kejseren aandelig og legemlig nedbrudt: som et
Barn lallede han om og om igen: „Je ne suis pas pr ét å la
guerre*. —
Hans Afskedigelse som sachsisk Minister var nu en absolut
Nødvendighed, og hans Løbebane syntes uigenkaldelig endt. Han
ledsagedes ud af det politiske Liv med de Æresbevisninger, der
sædvanlig blive faldne Storheder til Del. Hans gamle Modstandere
lod deres Blade give ham det sidste Spark; i den Wienske
Presse blev han den Syndebuk, paa hvem man ret bekvemt kunde
læsse Skylden for alt, hvad der var sket; Udenrigsministeren
glemte helt hans Eksistens, og Kejseren modtog ham ved
Afskedsaudiensen staaende, uden at bede ham tage Plads. — Otte Dage
efter var han østerrigsk Udenrigsminister.
I denne Stilling og senere som Førsteminister og Rigskansler
naaede han sin Politiks eneste blivende Resultater. Med
forbavsende Elasticitet forstod han at føje sig ind i de nye Forhold,
og den store Forfatningsreform af 1867, Konkordatets Ophævelse
og det østerrigske Monarkis Indarbejdelse i de saa grundig
forandrede udenrigske Forhold skyldes hovedsagelig ham. Men han
var og blev en fremmed i Østerrig, og man beholdt ham ikke en
Time længere, end man ansaa ham for strængt nødvendig. Personlige
Fjendskaber, Uforsigtigheder fra hans Side og systematisk
Undergravede fra andres, bragte ham allerede 1871 i en saadan Stilling,
at man maatte bede ham »gøre Kejseren det let« ved selv at søge
sin Afsked.
Han gjorde det, men med en Bitterhed, der kendes gennem
hver Sætning af hvad han har skrevet om denne og den
efterfølgende Tid. Gesandtskabsposterne i London og Paris ydede
ham ingen Oprejsning for hvad han havde mistet: tvært imod
maatte han her idelig og idelig sande, hvor tungt det er at lyde,
naar man har kendt til at byde. De Aforismer, med hvilke Bogen
ender og endnu mere de Brudstykker af Breve, man har fra hans
sidste Aar er kun én mangefold varieret bitter Klage over Verdens
Utaknemmelighed og Vennernes Troløshed. Saaledes ender han
et Brev, skrevet under en af hans sidste Sygdomme: »Jeg har
den Beroligelse, at der under denne Sygdom egentlig ikke er et
Menneske, der har brudt sig om mig. Der er ganske vist noget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
