Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Kristofer Kristofersen: Skæbner - II. Træl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det vilde vært en pinlig Situation for en Mand med
Gammelaarets Hjælpeløshed, men han var vant til det, og derfor
tier han bare. Han tier og sidder stille, stirrende paa Gulvet
med en Mine af Sønderknuselse. Det er nu hans Maade at ta
det paa, han har lang Øvelse i det. Næsten daglig gentar det sig
uden synderlig Variation.
Men om lidt kommer Pigen ind og fortæller med
Forfærdelse, at Konsul Piom er død. Husbonden ser paa Pigen, han
ved ikke, om han hørte rigtig.
»Hvem er død, Stine?«
»Store Gud! hvad døde han af?« siger Fruen og holder op
at hulke.
»De siger, han forslugte sig til Middags, men Dokteren
udgir det nu for Slag,« oplyser Pigen uden at ænse paa Herrens
Spørgsmaal.
Han skønner, at han har hørt rigtig. Det er noget, som
vil strybe ham, han tar sig for Halsen, farer med Haanden over
Ansigtet, rejser sig og gaar hen og sætter sig ved det brøstfældige
Arbejdsbord igen. Sparebankens Protokoller ligger der, han tar
fat paa Revisionsarbejdet, som Pioms Indflydelse har skaffet ham,
og snart lever han i bare Tal, som han nys leved i bare Gloser.
»Gud være Tak, at jeg ikke fulgte med i Selskabet i Gaar!«
jamrer Fruen om lidt. »Jeg vilde følt mig medskyldig i denne
Sjæls Fortabelse. — Jo, jeg siger nu Fortabelse, ti at dø saaledes
pludselig efter en syndig Fest–––-ja, jeg ved nok, at somme
er uenig med mig, men saa længe jeg har min Barnetro, saa––––-,
men naar man mister Sansen for det evige, saa — —.«
— Aa, stakkars Gammelaaret! nu har han mistet det sidste,
som danned noget af et Bindeled med Verden for ham. Ikke ret
ofte, men dog et Par Gange om Aaret var han i Selskab hos sin
gamle Skolekamrat; det var de eneste Anledninger, han havde til
at folde ud Rynkerne fra Skolestuen og fra Hjemmet. Nu har
Trælen mistet sin Fridag; nu er Slæbet det eneste, han har at
trøste sig til, naar Støvet er ved at kvæle ham.
Adolf Hanssen var Skolelyset den Gang, da Skolen
indviede sit eget Hus; da talte han efter Lærernes Opfordring, saa
mange ældre Borgere vil mindes det endnu, og alle kappedes om
at love Moren, den fattige Enke, en hjælpsom Haand, hvis hun
vilde sætte Sønnen til at læse til Præst. Og skønt han, som
Rektor sagde, var desideret Filolog, gav han efter for Morens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
