Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Kristofer Kristofersen: Skæbner - II. Træl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Overtalelser og lovte at bli Præst. Men det, som stod mest
bestemmende for ham, var Dorte Iversens vakre Ansigt og lyse
Smil. Hvad der hurtigst kunde føre ham til Eje af den Herlighed,
det vilde han. Og for hver Gang han som Student var hjemme
i Ferierne, syntes hun ham at vinke mere og mere indbydende.
Han skyndte sig og tog sin Eksamen med Glans. Saa fik han
hendes Haand, og da han ogsaa fik Post ved Skolen, gifted han
sig snart uden at tænke paa først at faa Præstekald. Folk
begyndte ogsaa at synes, at han kanske var mindre skikket til
Præst, han var for livsglad og bedre i Talen ved >breden Borde
end paa Stolen, og selv var han sikker paa, at han aldrig kunde
føle sig vel ved at bli Præst. En udmærket Lærer var han, og hans
Artikler om pædagogiske Æmner i et Tidsskrift vakte Opsigt. Hjemme
gik det godt. Vel var Dorte ikke fuldt saa elskværdig, som han
havde tænkt den Gang, da hun stod for ham som Længselens og
Læsningens Maal, men han kunde jo heller ikke vente det; hun
var lige saa ofte venlig og sød, som hun var sær, og hun fødte
ham dejlige Unger. Men det var noget, som trykked ham; det
var den Hjælp, han havde modtat til at grave sig frem til Præst.
Han vilde betale den tilbage, og saa begyndte han at træle og
trak sig lidt efter lidt tilbage fra Selskabet. Strævet monede
ganske godt i Begyndelsen, men Familjen økedes for hvert Aar,
og Dorte blev sygelig. Saa maatte han træle bare for at skaffe
det nødvendige og næsten slippe Udsigten til at købe sig en
Bevidsthed om Uafhængighed. Hans Ungdom gik, og han strævte
ikke længer af Lyst for Lærerkaldet, men træled af Pligt. Dorte
var ikke længer lige saa ofte venlig og sød, som hun var sær.
Hun var meget ofte sær, og dertil slog hun sig paa Gudfrygtighed
og søgte Sjæleraad hos de mange aandelige Kvaksalvere, som
farer om i Landet og forgifter Hjemmene. Adolf Hanssen misted
den Støtte for sit Stræv, som han før havde fundet i Hjemmet;
han havde hverken Tid eller Ævne til at opdrage Børnene, Moren
havde mere Interesse for Zulu-Ungerne end for sine egne, og saa
vokste disse op til liden Hygge for Hjemmet. Han leved i bare
Pligt og fik lidt efter lidt den stive, aandsfortærende Pligtfølelses
Stempel over sig, blev distræt, slurvet af Ydre, kejtet i Selskab
med fremmede, interesseløs og fremmed for Verdens Udvikling.
Men endnu en Tid leved blandt Befolkningen Ordet om hans store
Lærdom og Dygtighed som Lærer, og saa længe den gamle Rektor
stod ved, gik det sin Gang. Skolegutterne var de første, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
