Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Alfred Bramsen: Genierne, deres Styrke og deres Svagheder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ragende Aander, ligesom den Taage, der næsten stadig hænger
ned over de mægtigste Bjærgtoppe.
Hos næsten alle Genier, de større som de mindre, møder
vi, enten i den yngre Alder eller, hvor det er værst, gennem hele
Livet, Tungsindet. Thorvaldsens Biograf fortæller, at han
som ungt Menneske var meget nedstemt og fordybet i sig selv,
og at han til sin Ven Haste en Gang sagde: »Jeg kan ikke begribe,
hvorledes et voksent Menneske kan le!« Han var heller aldrig
overstadig lystig som andre unge Mænd, og Tungsindet kan spores
gennem hele hans Liv.
Om H. C. Andersen skriver hans fortroligste Ven Gollin:
»Jeg vil kalde Andersens Grundstemning Sørgmodighed og
herunder henfører jeg alt, hvad man for øvrigt har fundet hos ham
af Forfængelighed, Utaalmodighed, Mistænksomhed, Pirrelighed
o. desl.........Jeg kan ikke sige, at han var særdeles skikket
til at tage virksom Del i vort Ungdomslivs Munterhed; ti ung
eller rettere ungdommelig var han aldrig«.
I sit underlige Sprog skriver Schack-Staffeldt allerede
som ung Mand: »En uheldig Melankoli snor sig om mig og suger
Livet fra mit Hjærte.« Kort forinden han 30 Aar gammel
forlader Italien synger han:
„Hvad jeg i hver slappet Nerve finder,
det er mer en Død — er følel Død;
i Melankoliens kvalme Skød
dybt paa Kaos’ Rand mig Skæbnen binder.’
I sit 50de Aar skriver han til sin Søster: »En Afgrund af
Melankoli truer at opsluge mig«. I Slutningen af sit Liv frygtede
han stadig, at Vanviddet skulde ramme ham.
Hauch grebes oftere i sine yngre Dage af den mørkeste
Tungsindighed, ja gjorde endog et mislykket Selvmordsforsøg.
Kuglen blev skaaret ud af Ryggen. Han var religiøs, troede at
se et Varsel i sin Redning og forsøgte ingen Gentagelse.
Ingemanns Livslyst og Munterhed, der var fremherskende
i hans Barndom, blev i hans lidenskabelig urolige Ynglingsalder
trængt tilbage af elegiske Følelser og tragiske Stemninger, der
endog bragte ham til at lege med Selvmordsfantasier. (Kr. Arentzen).
Søren Kirkegaard taler i sine efterladte Papirer om det
Tungsind, som har holdt ham tilbage fra det praktiske Liv, og
han kalder det »næsten en stille Sindssvaghed«.
Ogsaa Lundby, den højt begavede Maler, var melankolsk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
