Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - E. Skram: En literær Vandprøve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
der i Landsbyen følger med de Begivenheder, vi ser. Lad være,
at de saakaldte psykologiske Indkig altid maa bero paa Skøn og
Gætning, hvor der da ikke foreligger positive Bekendelser, givet
er det dog, at først naar en Forfatter vover sig til denne Gætning,
og den faar Livagtighedens Præg, gør han det stærkeste Indtryk.
Menneskene har nu en Gang for alle faaet en aldrig mættet Hang
til at lære det at kende, som de ikke ser.
Men hvorledes det nu end forholder sig med den »højeste«
Virkning, saa er der i hver enkelt af Fortællingerne i »Fra
Hytterne« givet Læseverdenen noget i sin Slags udmærket. Det
særegne ynglingekønne og mandsbidende Lune, som i paafaldende
Grad prægede de første Ting, Pontoppidan sendte ud i Verden,
er her blevet afløst af en frisk Alvorlighed, hvori der nu og da
blinker Vendinger fra de unge Dage. Bedst synes mig »Et
Grundskud« at være lykkedes. Den er saa fast i Støbningen. Man
læser om Husmandsfamiljens Gris — det er om dette
»Familjemedlem« at Historien drejer sig — næsten med samme Interesse
som den, hvormed det omfattes af selve Grisens Ejer, Kresten
Jakob Dolier og hans »ørekørte« Kone Sidse Marie. Dens Død
er et Slag af Skæbnen, der rammer omtrent saa haardt som en
Kiellandsk Beretning om en Fallit. Men enhver Linje i Bogen
er god. Kun de første Sider af »Knokkelmanden« falder ud af
Tonen. Hvad skal det Stænk af Romantik til, som her har gemt
sig i Skildringen af de to fremmede i »Boelfolkets Paradis« (!)?
Tingen er jo gaaet lige saa haandfast for sig som alt andet i vort
vel befolkede Fædreland. Et Par Indflytterfolk køber en
Husmandslod, som de dyrker med særlig Iver og Held, de holder sig for
sig selv, afsides som de bor, deraf opstaar der intet Æventyr i
Landsbyen, om end muligvis nogen Sladder. De er vel kendte,
og da de ikke bryder Landsens Skik, er der ingen, der falder
paa at undre sig over deres Levemaade. At de to sætter sig
sammen i Kirken turde være et af de faa Paahit, Pontoppidan
har tilladt sig i denne Bog.
Foraarets Høst var 240 Sider Kunst fordelt paa to
Arbejder. Det er i et Kulturland som Danmark ikke
overvældende meget.
E. Skram.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
