Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - E. Skram: En literær Vandprøve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
forsaa sig mod Lovgivningens Vanvittigheder. Nærmere betegnet
er det den fuldkomne Mangel paa Medfølelse hos Datidens hele
eller halve »Honoratiores«, der stiger som en ond Lugt op fra
disse i Ordets gode Forstand følte Skildringer. Den, det den Gang
gik galt, ham gik det galt, og ingen faldt paa at blande sig deri.
Det kunde jo muligvis da gaa en selv galt. Kun Skøgen (i
»Skielmen«) tænker paa at yde den Hjælp, som skal til at blive
Rakkerens Dreng.
Nede fra var det, at de Følelser trængte frem, som i
»Humanitetens Tidsalder« knæsattes af Samfundets Pænemænd.
Helt anderledes end Woldemar er Pontoppidan gaaet til
Værks. I sin ypperlige lille Bog »Fra Hytterne« er det ham
selv, der fortæller. Det er ham, Forfatteren, vi har at holde os
til, han digter sig ikke ind i nogen Slags Tredjemand. Og vi er
vel fornøjet, som han har ordnet det for os. Tingene staar med
Omrids som paa en Junidag med Nordenvind og i de samme klart
mættede Farver. Det er seks Smaafortællinger fra Nordsjælland,
og de er tydelige alle, som kun den gode Kunst gør tydelig.
Man støder jævnlig paa et eller andet Tvivlsmaal om hvad
Kunst egenlig er for noget. I Mangel af en lærdere Forklaring
kunde man vælge den, at det er den tydelige Fremstilling af det
som nyt følte Æmne. Det er netop Mangel paa Tydelighed, som er
Hovedgrunden til, at de seks i denne Artikel først omtalte Værker
maa gaa til Bunds, man slider forgæves med at faa fat i hvad
det er, de vil vise. Pontoppidan ævner at fortælle det, han har
set, paa en saadan Maade, at Tingene lever op om ham med den
samme Værdi omtrent, som de har haft for ham selv. Han
dyrker her i »Fra Hytterne« Fortællekunstens Urform, den
ligefremme (egentlig mundtlige) Meddelelse, som en Mester. Da han i
forrige Efteraar havde givet sig i Lag med den langt senere
opkomne Kunstform, den opdigtede Fortælling — en, han i øvrigt
tidligere med Held har dyrket —, svigtede Stadet ham, han blev
usand og i høj Grad utydelig. Han kan tage sig dette Uheld let.
Naar man har »Fra Hytterne« i Baghaanden, kan man uden at
blive fattigere give de dumme Guder »Mimoser«.
Det er sikkert, at den højeste Virkning naar Pontoppidan
ikke. Dertil holder han sig for meget til den blot udvendige Side
af Tingene. Han har ikke følt Trang til at meddele synderligt af
de klare eller uklare, hurtige eller langsomme sjælelige Rørelser,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
