Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Emil Hannover: Vereschagin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
der, trods de pletvis glimrende Farver, den store Rigdom, den
vilde Farvejubel, som skulde daare Fantasien og flytte den til hint
straalende Æventyrland, hvor en Paafuglehale ikke anses for mere
pragtfuld, end i Danmark en gammel Skilling. Kun et enkelt
Billed, Lasaretet, gør en Undtagelse hérfra. Det virker gribende
med sin grønlig raadne Farve, der fortræffelig skildrer den
pestopfyldte Luft.
Yderlig svækkes den dramatiske Virkning af disse højst
dramatiske Æmner dérved, at Vereschagin ejer grumme ringe
Ævne til at gengive tilstrækkelig voldsomt de store Lidenskaber,
den mægtige Smerte, det rasende Had. I Efter Slaget komponerer
han flere Hundred Figurer sammen i Grupper, der enkeltvis sete
er godt opfundne, men som ikke kommer til deres Ret i Helheden.
Der gives i et saadant Billed intet, absolut intet, der holder
Interessen fangen, naar den første Nysgerrighed er stillet tilfreds.
I dette Billed, som i de fleste andre af Vereschagins Billeder af
samme Art, har man den Forestilling, at de ere bievne til, medens
Kunstneren i et Jæmbanetog pilsnart jog Begivenhederne forbi.
Det ligner mest Illustrationer til ordknappe Depescher.
Man har i disse Billeder af de fremmede Lande og de
ukendte Forhold, i hvilke Kunstneren hjemløst har strejfet om,
en Fornemmelse af, at et stort, et af Naturen rigt udstyret Talent
er strandet paa sin egen ubændige Trang til aldrig at være
konventionel, til at ville være ny, ville interessere, ville forbavse
og lægge Europa for dets Fødder. Han blev en anden end den,
hvortil han var bestemt; ti der stod bedre Feer ved hans Vugge,
end de, som nu leder hans Haand. Disse Billeder, som nu —
tilmed for en stor Del i daarlige Kopier — pakkes ud og
ind og slæbes Verden rundt, er ikke noget Udtryk for det
oprindelig gode og smukke, der fandtes hos Vereschagin. Han
ejede et Hjærte, men han glemte at skaffe sig en Kreds af
for-staaende Venner, til hvilke han trolig kunde betro dets lønligste
Hemmeligheder. Han fik Europa til Publikum, og man giver ikke
sine bedste Følelser ud til Pris for den hele europæiske Pøbel.
Naar man da betragter de faldne med den i Udtryk, i
Følelse, som i malerisk Fuldkommenhed lige dejlige Gruppe af
den russiske Pope, der ledsaget af en Underofficer velsigner en
Mark af Lig, — et Billed, der uomstridelig er Vereschagins
alvorligste og menneskelig betydeligste — sørger man over, at dette
Hjærte, der altsaa endnu kan føle og føle virkelig inderlig, sæd-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
