Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Redaktør O. Borchsenius: Af og om M. Goldschmidt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Slesvigerne Friheden som Arkens Due, vilde den være kommet
tilbage til os med Fredens Oljeblad. Muligt, at Forf. i »DagbL«
har Ret til som overlegen Politiker at ryste paa Hovedet heraf,
men hans Udtalelser om Forskellen mellem Goldschmidts »politiske
Indflydelse« før og efter 1848 gør ham unægtelig ikke til nogen
særlig troværdig Dommer. Jeg er bange for, at hvis der i vor
Literatur forelaa en upartisk og dokumenteret Redegørelse for
Tankegangen i hele »Nord og Syd«, vilde adskillige nu med andre
Øjne se paa de nationalliberales og Goldschmidts altsaa endnu
uopgjorte Mellemværende.
Mindst af alt klæder det Forf. i »Dagbi.« tilmed at
fremsætte saadanne Paastande, som at denne Goldschmidts »højst
mærkelige Naivetet og denne Mangel paa Forstaaelse af Tidens
Krav hidrører ikke fra bristende Aandsævner, men fra en
Tilbøjelighed til at være superklog og aparte«. Goldschmidt skulde i
hen ved en Menneskealder, fra 1840 til et Stykke ind i Tredserne,
have kæmpet mod de nationalliberale under deres forskellige
Tids-former, for at være »superklog og aparte«! Og hvad angaar det
»tillokkende«, Forf. i »Dagbi.« kan næsten sige »bedaarende«, ved
denne aarlange »Særstilling«, saa vel som Formeningen om, at
»Martyriet« ogsaa havde sin Sødme for Goldschmidt, saa
modsiges dette af alle Goldschmidts egne Udtalelser om dette Punkt,
lige til hans alvorlige Opgør i Erindringer og Livsresultater med
sig selv og sin Samtid. Goldschmidt havde mer end tilstrækkeligt
faaet at føle Sandheden af de Ord, han i »Hjemløs« lægger en af
Personerne i Munden: »Hvo der holder mest af Ideen, faar
undertiden det mindste Stykke af Lykkens Æble!« Hvor sødt
et Martyrium mulig kan være, i Længden — her altsaa en
20—25 Aar, hvis man ikke vil sige det meste af 50 Aar, ti
Følgerne strakte sig i Grunden over hele Goldschmidts Liv —
falder dog vist Sødmen bort.
Det er ogsaa i altfor høj en Grad at regne med den lille
Tabel, naar en navnløs gammel nationalliberal Partigænger, der
tilmed er ærlig nok til at indrømme, at Goldschmidt, da 1848
kom, mere end de fleste af sine Landsmænd var rustet til at tage
imod den nye Tid med Forstaaelsen af dens Krav, tror at kunne
gøre det af med Goldschmidt som Politiker med nogle Ord om,
at Goldschmidt manglede en for en Politiker uundværlig Egenskab:
»han kunde ikke underordne sig; enten vilde han selv kommandere,
eller ogsaa mældte han sig fortrydelig og gav sig til at kriticere,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
