Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Redaktør O. Borchsenius: Af og om M. Goldschmidt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hvad de andre udrettede.« Der maa sikkert mere til, for at faa
Bugt med Goldschmidts Kritik over det nationalliberale Parti.
Goldschmidt har selv ofte nok imødegaaet alle Partiets
saa vel som sine enkelte fremtrædende Modstanderes Indvendinger
og Angreb. Saaledes siger han etsteds i en politisk-æstetisk
lille Pjece om Ploug og Giemens Petersen (»Nogle politiske
Bemærkninger og Notitser«, 1864) bl. a. følgende:
»Folk er slet ikke saa dumme eller uretfærdige, som det
ofte kan se ud til offentlig. Mange af det nationalliberale Parti,
med hvem jeg stod paa en venskabelig Fod eller traf sammen
selskabelig, saa’ meget godt min Stilling, men forsvarede deres
Partis Blade med, at de ikke kunde handle anderledes, fordi én,
der kom Partiets store Formaal i Vejen med sin Kritik og gav
sig air af at tale paa Idealets Vegne, gjorde Skade. Jeg kunde
have Lov til at stille mig saadan som Poet, mente- man, men
ikke som Politiker. Man maatte saaledes under Krimkrigen gøre
mig til en Ven af Russerne, uagtet jeg holdt med Vestmagterne.
Jeg erindrer endnu med Fornøjelse, at Hr. Rimestad gjorde mig
den Ære at sige, at jeg med »Hundefrækhed« havde bagtalt de
vestmagtlige Generaler, fordi jeg ikke holdt saa meget med dem,
at jeg ganske skjulte Sandheden.«
Det var i 1864 ikke noget nyt for Goldschmidt, at man
her hjemme kun vilde have med ham at gøre som Poet, og ikke
som Politiker. Allerede i 1849 havde han overfor Grundtvig
fremhævet, hvorledes faa eller ingen af de Modstandere, han
havde mødt i Pressen, havde undladt, mer eller mindre aabenbart,
at forsøge paa at indespærre ham i et »Journalistikens Ghetto«.
Jeg skulde gøres, siger han, til »en blot æstetisk Skribent, hvis
Arbejder man i det højeste kunde læse for at fornøje sig, men
som man ikke kunde stole paa, naar det angik Livets og Folkets
Anliggender.« Han anker over, at man i Stedet for ved Grunde
har villet overvinde ham ved et Adjektiv »unational«, og Grundtvig
havde jo ogsaa i sin Voldsomhed erklæret i »Danskeren«, at
»ingen kan være ægte dansk og have en virkelig dansk Følelse,
naar han er af fremmed Herkomst og ikke oprindelig dansk.« —
»Er da vi andre,« spørger Goldschmidt, »som elske Danmark, som
tale og skrive dets Sprog rent, som have stillet vort Liv til Statens
Tjæneste, redningsløst stillede udenfor den danske Nationalitet,
altsaa fædrelandsløse, fordi der er et udansk sch i vort Navn,
eller fordi vi har mørkt Haar og mørke Øjne? Herre Gud, hvor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
