Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Dr. phil. G. Brandes: Virkeligheden og Temperamentet hos Emile Zola
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og erklærer, at Sandheden kan gaa nøgen og ingen Drapperier
behøver.
Spørgsmaalet er da kun, om ikke det, der nu kaldes
Temperamentet, ganske som det, der forhen kaldtes Smagen, senere
Fantasien, lutrer og beskærer, forstørrer og forskønner? Om ikke det
naturalistiske Temperament nødes til at kaste sit Drapperi over
»Sandheden«, ganske som det klassiske og romantiske har gjort det.
Svaret maa lyde paa, at heller ikke Naturalismen kan
und-gaa den Virkelighedsomdannelse, som følger af selve Kunstens
Væsen. Dens Fortrin for den historiske Kunst kan ikke søges
paa dette Punkt, men deri, at den har rig Lejlighed til at bruge
Modeller, mens den historiske Digter i Reglen har Valget mellem
i den gamle Dragt at fremstille en Samtidig eller en Dukke. En
Digter har træffende sammenlignet den moderne Kunstner med
Odysseus i Underverdenen. Da Odysseus møder Skyggerne, maa
han først lade dem drikke Blod, før de kan give ham Svar paa
Tiltale. Modellen, det er Virkelighedens Blod, uden hvilket
Fantasiskabningen bliver livløs.
Der er én Model, som Romanforfatteren altid har ved Haanden,
det er ham selv. Derfor begynder han næsten altid, bevidst eller
ubevidst, med Værker, i hvilke han selv har staaet Model til
Helten. Zola er ingen Undtagelse fra Regelen; i Confession de
Claude er Hovedperson, Model og Digter et. At Forfatterens eget
Gemyt her maa gøre sig mægtigt gældende i Gengivelsen er klart;
det skildrende og det skildrede Jeg have her altfor mange
Berøringspunkter. Selve Fremstillingen er desuden langt fra at være
lidenskabsløs, den er følsom til det yderste: »Brødre!« siger Claude,
»mit stakkels Væsen rystes uophørligt af Længselens og Savnets
Feber«. Den stadige Modsætning her er den mellem
Barndomshjemmet og Ynglingens Omgivelser. Hist Provence med sin Sol,
her Paris med sit Skarn og hans Kammer med dets Elendighed.
Der røber sig hos Forfatteren en Art Forfærdelse over det hæslige og
modbydelige i det virkelige Liv, som dog er af den Beskaffenhed, at
den Genstand, der frastøder Mennesket i ham, drager Kunstneren
i ham magisk til sig. »Dette er«, tilraaber han sin tidligste Ungdoms
Kammerater, »en Verden, I ikke kende; Studiet af den gør svimmel
––jeg gad gennemtrænge hine Hjærter og Sjæle; maaske vilde jeg
kun finde Dynd paa Bunden, men jeg vilde gærne undersøge
dette Dynd.«
Der er her under Sjælens fortvivlede Hulken forkyndt en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
