Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Dr. phil. G. Brandes: Virkeligheden og Temperamentet hos Emile Zola
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Triumfklang farer hen over hundrede tusende Mennesker og naaer
den kejserlige Tribune, hvor Kejserinden selv klapper i Hænderne,
indtil den hele Slette kaster Genlyden af det fejrede Navn tilbage
mod Nana: »Det var hendes Folk, som hyldede hende, medens
hun, oprejst i Sollyset, beherskede alt med sit Stjæmehaar og sin
hvidblaa Kjole, der havde Himmelens Farve«. Hun er her noget
mere end et Menneske; en falden Engel, en skadelig Genius.
Det er endelig et lige saa utvivlsomt Symbol, naar tilsidst,
mens det dumme Raab Til Berlin! TU Berlin! uafbrudt stiger
op fra Gaden, Nana, forvandlet til en Klump af væskende Bylder
— ligesom Kejserdømmet, hvis Glans hun var — ligger paa
Sotte-sængen i den sidste Trækning.
Og som Nana gennem en fransk Hest som Mellemled
forvandles til Kejserdømmet, saaledes bliver i L’oeuvre den badende
Kvinde paa Glaudes Maleri til Kunsten, fordi Skikkelsen i hans
Tanke symboliserer det Paris, han vil fremstille og derved erobre,
i Christines Tanke symboliserer den kunstneriske Vision, det
fortærende Syn, hvortil hendes Liv som Kvinde er givet hen for at
tjæne denne Uvirkelighed til Næring og Føde. Zola har i Claudes
Hang til Symboliken sandsynligvis villet hentyde til Bristen i hans
egen Ævne til at gengive Omverdenen med den Naturalisme, han
stadig prædiker som Teoretiker, og hyppigt overskrider i sin
Praksis.
Ingen af alle Zolas Romaner er dog gennemtrængt af dette
hans Hang til at gøre Hovedpersonerne til store Symboler som
La faute de l’abbé Mouret.
Det synes som om et Landsted nær hans Fødeby Aix har
givet ham den første Tilskyndelse til Romanen. Hans Fantasi,
der altid følte sig draget til Udmaling af den brede Livsfylde, er
bleven sat i Bevægelse ved denne Genstand, en Have hvor i
hundrede Aar alt havde skudt i Vejret, som det vilde. Haven har,
da han med Ungdommens Modtagelighed fordybede sig i Synet,
forvandlet sig for ham og givet ham Indtrykket af en uberørt
Urskov af umaadelig Udstrækning under en Regn af Solstraaler.
En Dag har han skimtet et uhyre stort Træ, fuldt af en
Fuglesværm, har i et Blink øjnet et tykt Grønsvær og indaandet et
Mylr af Plantegrøde, saa det var ham som om hele Synskredsen
stod i blomsterkrydret Duft.
Og Forestillingen om Paradisets Have har hævet sig i hans
Sind. Denne Have med dens lune Yppighed har syntes ham en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
