Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Dr. phil. G. Brandes: Virkeligheden og Temperamentet hos Emile Zola
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Serge Mouret har en Søster, hvis Aand er hæmmet i
Væksten, men hvis Legeme til Gengæld har udviklet sig med
fyldig Kraft. Hun har svære Arme, et mægtigt Bryst. Hun lever
og aander kun, omgiven af det rige, animalske Liv i Baggaarden
blandt Kaniner, Ænder og Høns, i Avlingens og Udrugningens
hede Luft, hvor Dyrene vrimle og befrugte hinanden og forplante
sig uafbrudt. Af hende gør han langsomt en Gybele.
Præstens Husholderske siger om hende: »Finder De ikke,
at hun ligner den store Dame af Sten i Kornhallen i Plassans?«
Og Zola forklarer: »Hun mente en Cybele, der laa udstrakt paa
Kornneg, et Værk af en Elev af Puget.« Lidt længere hen siger
han om hende:
Hun var en Skabning for sig, hverken Frøken eller Bondepige, en
Jordens Fosterdatter med en Skulderbredde og en snæver Pande som en ung
Gudinde .... Hun havde den runde Midie, der drejer sig frit, og de stærke
Lemmer, der sidde godt paa Kroppen, som man finder hos de antike
Billedstøtter .... Man skulde have troet, hun var skudt op af sin Baggaards
Jordsmon, og at hun indsugede dens Saft gennem siue stærke Ben, der var hvide
og faste som unge Træer......Hun fandt en stadig Tilfredsstillelse i at føle
det vrimle om sig ... . Hun bevarede sin Kolighed, der var som et skønt
Dyrs, .... lykkelig ved at føle, hvorledes hendes lille Verden formerede sig,
følte ligesom sit eget Legeme tage til derved, i den Grad fornam hun sig som
ét med alle disse Mødre, at hun var som den fælles Moder, Moder-Naturen,
der uden Sindsbevægelse fra sine Fingre lod dryppe en Avlingens og
Befrugtningens Sved.
Saaledes foregaar her hos Zola som ved en Ovidisk
Metamorfose Forvandlingen fra Menneske til Gudinde.
Hun lever kun, naar hun føler Livet op imod sig, Gæssenes
og Ændernes Dun mod sit Bryst. Men naar Broderen træder
over i hendes Baggaard, er han ved at faa ondt; han føler at
han møder det Princip, der er hans eget modsat; han væmmes
og skælver ved den Duft og Stank af Liv og Forplantning,
deler derovre: »Det syntes ham, som om Désirée var vokset, som
var hendes Lænder bievne bredere, som var hendes Arme, naar
hun slog ud med dem, uhyre store, og som fejede hun med sine
Skørter den mægtige Lugt langs ad Jorden, i hvilken han følte
sig nær ved at besvime«.
Og efterhaanden forvandles Byen, i hvilken hun bor, og
Landskabet omkring hende, i hendes Lignelse: »Om Natten antog
dette glødende Landskab et Præg, som væltede det sig i en selsom
Lidenskab. Det sov der opløst, vridende sig, med Lemmerne ud
fra hinanden, medens det udaandede lunge, hede Sukke, den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
